Novemberavisen er på gaden - og online. Du kan læse avisen her

 

 

http://voresjammerbugt.dk/
Artikel
28-08-2020

Nyhed: Danskere køber boliger i hidtil uset omfang

Boligkøbere på jagt efter en villa, rækkehus eller et sommerhus har været særdeles aktive i år.

Tekst: Louise Kande – Foto: Presse

I hele 77 kommuner, er der tale om et stigende salg af huse, når vi sammenligner årets første syv måneder med samme periode sidste år. I Jammerbugt blev der i årets første syv måneder i 2019 solgt 267 villaer og rækkehuse, mens der i samme periode i 2020 blev solgt 278. Det er en stigning på 11 boliger. Ser vi så på salget af sommerhuse, stikker det næsten af – og så er der tilmed tale om at danskere køber sommerhuse til overpris i hidtil uset omfang. En ny opgørelse fra Boligsiden viser, at køberne i mere end 10 procent af handlerne har betalt overpris i maj, juni og juli. Det er første gang siden 2011, hvor Boligsiden begyndte at registrere sommerhushandler, at antallet af overpris-handler har været over 10 procent. Med et samlet salg på over 9.000 sommerhuse i Danmark i de første syv måneder, er antallet af handler i 2020 allerede nu tæt på at overgå det rekordhøje salg fra hele 2019, hvilket manifesterer sig i høje priser. - Sommerhussalget har i 2020 været ekstraordinært højt, og det afspejler sig i det samlede udbud, der er historisk lavt, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

Coronaens enorme betydning

Den primære forklaring på de mange handler til overpris er corona. Da Danmark lukkede ned, holdt danskerne op med at sætte deres sommerhuse til salg. I marts og april var antallet af nye sommerhuse på markedet meget lavere end normalt, og da sælgerne derefter begyndte at vende tilbage til markedet, skete det, fordi køberne allerede var godt i gang med at rippe ejendomsmæglernes hylder for sommerhuse. Den udvikling har ført til et udbud, hvor der i starten af august var godt 7.000 sommerhuse til salg. Det var omkring en tredjedel mindre end på samme tid sidste år. - De bevægelser, der har været, har været reaktioner på sundhedskrisen. Folk lod være med at sætte til salg, fordi de i den nye situation gerne ville beholde sommerhuset, eller fordi de frygtede, markedet ville gå i stå. I stedet begyndte flere danskere at købe sommerhus for at have et sted at tage på ferie, når nu de ikke kunne tage til udlandet, siger Birgit Daetz og slår fast: -Derfor er det også logisk, at langt flere købere har været villige til at betale overpris. Det er i høj grad sælgers marked lige nu, og det bliver spændende at se, om der kommer et mere balanceret forhold mellem udbud og efterspørgsel, når vi går ind i sensommer og efterår, hvor et sommerhuskøb normalt ikke er helt så fristende, som i forår og sommer.

Læs flere nyheder