Septemberavisen er på gaden - og online. Du kan læse avisen her 

http://voresjammerbugt.dk/
Artikel
29-07-2021

Oplev noget af Jammerbugtens smukke natur

Gå på opdagelse i Jammerbugtens natur. Området rummer en lang række smukke natursteder, hvor du kan cykle og vandre på stierne, hygge dig med udendørsoplevelser eller blot opleve den helt enestående udsigt.

Tekst: Anne Nøhr Ringgren Foto: Poul Nymark/Anne Nøhr Ringgren

Kettrup Bjerge

Kettrup Bjerge ligger mellem Saltum og Grønhøj og for enden af Kettrup Bjerge Vej finder du bunkeren, hvorfra der på toppen er en helt enestående udsigt over Vesterhavet, så langt øjet rækker.

Nols Sø

Et rekreativt naturområde beliggende i Saltum med mulighed for vandreture i det dejlige skovområde. Har du fisketegn, er mulighederne også store. Ta' hjemmesmurt madpakke med, og nyd et par dejlige timer i grønne omgivelser ved Nols Sø.

Gateway Blokhus

I Gateway Blokhus i Blokhus Klitplantage kan familien nemt tilbringe en hel dag. Her findes blandt andet mountainbikerute, motionssti, flere vandreruter og en naturlegeplads af høj kvalitet. På det store picnicareal kan der nydes medbragt madpakke eller du kan vælge selv at bage dit eget brød over bålet eller i naturbageovnen. Dejen kan hentes ved Hune Bageri. Via Brændevejsstien i Blokhus Klitplantage finder du Nørre Sø, hvor der er et udsigtspunkt.

Svinklovene

Fra Svinklovene får du en storslået udsigt over Jammerbugten og det historiske Svinkløv Badehotel. Naturen danner også ramme om TV-optagelser til TV2-serien Badehotellet. Området er sammen med Fosdalen udvalgt til at være en del af Danmarks Naturkanon, som er de 15 smukkeste steder i Danmark.

Læs flere nyheder