Jule- og Nytårsavisen er på gaden - og online. Du kan læse avisen her 

Artikel
17-12-2021

Overblik over de nye restriktioner

Sådan skal forlystelser, museer og spisesteder agere med de nye tiltag.

Tekst: Martin Frandsen - Foto: Poul Nymark

En ny corona-variant spreder sig hurtigt i Danmark, og derfor har et flertal i Folketinget besluttet at indføre flere restriktioner for at bremse smitten.
Derfor er det en god ide at orientere sig og spørge hos det lokale erhvervs- og kulturliv inden et besøg.

For erhvervslivet gælder følgende nye krav fra søndag 19. december 2021 kl. 8 frem til 16. januar 2022:

  • Selskabslokaler, spillehaller, kasinoer, lege- og badelande, forlystelsesparker, tivolier, messer, forsamlingshuse samt lokaler og lokaliteter, hvor der afvikles konferencer og foredrag skal holde lukket.
  • Serveringssteder herunder restauranter og barer skal lukke kl. 23 med sidste udskænkning kl. 22, ligesom der vil være et indendørs arealkrav på 2 kvm per siddende kunde og 4 kvm for stående gæster.
  • Private arrangementer uden for eget hjem, herunder bryllupper, sølv- og guldbryllupper, konfirmations-, studenter- og fødselsdagsfester og lignende arrangementer skal holdes inden for rammerne af reglerne for serveringsstederne, herunder lukketid kl. 23.
  • Der indføres indendørs arealkrav i detailhandlen med afsæt i butikkernes størrelse.
  • Der indføres et generelt krav om mundbind eller visir på erhvervsområdet, herunder i take-awaysteder, liberale personrelaterede serviceerhverv og fællesområder på hoteller, vandrehjem og lignende. Dog gælder der fortsat undtagelse, hvis ansatte kan forevise coronapas. For serveringssteder og i detailhandlen skal ansatte, der har kundekontakt, have mundbind eller visir på, uanset om de har gyldigt coronapas.
  • Krav om opsætning af informationsmateriale fra Sundhedsstyrelsen samt krav om håndsprit mv. i detailhandlen og på serveringssteder.

Derudover forlænges de gældende regler om krav om coronapas, mundbind eller visir og forbud mod adgang til lokale og lokaliteter mv. på Erhvervsministeriets område. Det betyder fx, at du stadig skal vise coronapas, når du skal på restaurant eller til frisøren, og at fx natklubber og diskoteker fortsat er lukkede frem til den 16. januar 2022.
Offentlige og private arbejdsgivere opfordres kraftigt til at sikre, at medarbejdere, der har mulighed for at varetage deres arbejde uden fysisk fremmøde på arbejdspladsen, gør dette.

Fakta om restriktioner på kultur- og idrætsområdet

Følgende lokaler og lokaliteter skal holdes lukket for offentligheden:

  • Lokaler og lokaliteter, hvor der afholdes koncerter, scenekunstforestillinger, forevisninger, storskærmsarrangementer og lignende.
  • Lokaler og lokaliteter, hvor der udøves kulturaktiviteter, herunder spillesteder, teatre, biografer, museer, kunsthaller, kulturhuse og lignende.
  • Zoologiske anlæg, akvarier og lignende.
  • Folkehøjskoler, aftenskoler, daghøjskoler og Folkeuniversitet.
  • Lokaler og lokaliteter, hvor der afvikles idrætsaktiviteter med betalende tilskuere – eller tilskuere, som tilbydes billetter gratis, som sædvanligvis ville blive udbudt til salg.

Der indføres desuden krav om brug af mundbind eller visir for besøgende mv. på 12 år og derover i lokaler på kulturområdet, hvor der er offentlig adgang, herunder de steder, hvor der gælder coronapas, og som ikke lukkes.
På den baggrund indføres der krav om brug af mundbind eller visir i følgende lokaler:

  • Lokaler, hvor der udøves idræts-, fritids- og foreningsaktiviteter, herunder svømmehaller, idrætshaller, træningscentre og foreningslokaler biblioteker, arkiver, musik- og kulturskoler, andre kunstskoler og grundkurser på kunstområdet.

Endvidere har Epidemikommissionen indstillet, at der indføres krav om mundbind eller visir for elever, studerende, ansatte og besøgende på de videregående uddannelsesinstitutioner, når de bevæger sig rundt på og opholder sig på fællesarealer – ikke i forbindelse med undervisning og eksamen. De hidtil gældende undtagelser, herunder for siddende personer, for udøvende mv., vil fortsat finde anvendelse.
Endelig opfordres der til, at man ikke deltager i foreningsaktiviteter, herunder idrætsaktiviteter mv. i juleferien. Opfordringen gælder indtil 5. januar 2022, hvor grundskolerne genåbner.
Restriktionerne gælder foreløbigt i fire uger.

Læs flere nyheder