Novemberavisen er på gaden - og online. Du kan læse avisen her

 

 

https://www.thorkildkristensen.dk/salg-af-bolig/
Artikel
27-10-2020

Pandrup Midtby står foran spændende udvikling

Omfattende projekt med både nye boliger og erhverv
Vestkystcentret er opkøbt af private investorer

Tekst og foto: Martin Frandsen


Et samarbejde mellem private investorer og Jammerbugt Kommune betyder, at midtbyen i Pandrup står foran en meget spændende udvikling og fornyelse.


Kommune og private
Jammerbugt Kommune arbejder i samarbejde med  den lokale handelsstandsforening og borgerforening på en Masterplan version 2.0 for Pandrup by, og samtidig har private investorer en plan for en ny spændende udvikling af bymidten med nye almene leje- og ejerboliger samt nye erhvervslokaler. Investorerne er  HC & Engholt Entreprenører A/S, Ejendomsudvikling Nord A/S samt Tom Jakobsen A/S.

Overtaget Vestkystcentret
De har i fællesskab købt Vestkystcentret og er interesserede i at udvikle hele området mellem Blokhusvej, Torvegade, Bredgade og Stationsvej. – Vi er i gang med at arbejde med området ved Vestkystcentret, men vi har ikke aftaler med alle grundejerne endnu. Det er en nødvendighed for projektet, at vi når til enighed, og det ser lovende ud. Vi er langt i forhandlingerne med grundejerne, siger Tom Jakobsen. Han påpeger, at et sådant projekt under alle omstændigheder vil betyde et stort løft for området og Pandrup generelt. Lykkes det ikke at indgå købsaftaler med alle grundejere i området, så bliver det dog gennemført i en anden eller mindre målestok.

Leje- og ejerboliger
Planerne går ud på at erstatte de fleste bygninger i området med nybyggeri. Dog skal enkelte formentligt bygninger bevares. Og de nye rammer kommer til at huse forretninger og dagligvarebutik i stueplan samt 35 til 40 almene lejeboliger plus 35 til 40 ejerboliger. Et boligselskab er nemlig også involveret i det store projekt

Rekreative områder
– Ud mod Bredgade bliver det i 3 etager, dog kan vi ikke afvise, at enkelte af de private boliger vil gå op i 4 etager, oplyser Tom Jakobsen. Og nybyggeriet bliver suppleret med rekreative arealer Jammerbugt Kommune er i gang med planer om et nyt torv og grønt området i midtbyen, ligesom der kommer en ny vej igennem området.
 

Lokal spydspids
Skitseprojektet er tegnet af arkitektfirmaet Signatura med den lokale mand, Mads Borup, som spydspids. Planerne er blevet præsenteret for både Jammerbugt Kommune samt Pandrup Kaas Handel & Erhverv, og begge gange er det blevet mødt med begejstring. Dog bliver der ikke præsenteret tegninger, før bygherrerne er i mål med alle aftaler. Og der er generelt tale om en længere tidshorisont. Udover selve byggeri og byudvikling, så skal der først vedtages masterplan og lokalplan. – I bedste fald kan vi begynde at bygge i 2022, siger Tom Jakobsen.

 

Læs flere nyheder