Septemberavisen er på gaden - og online. Du kan læse avisen her 

Artikel
10-08-2022

Pandrups butikker og aktiviteter skal længere frem i lyset

Handelsstanden vil satser endnu mere på branding af området.

Tekst: Martin Frandsen – Foto: Poul Nymark

De mange spændende specialbutikker, den store brugs og de mange aktiviteter i Pandrup og Jetsmark skal længere frem i lyset, fortæller Henrik Larsen Kristiansen, formand for Pandrup Kaas Handel & Erhverv.

Popper op først

Derfor benytter handelslivet sig af, at Jammerbugt Kommune i samarbejde med UCN giver mulighed for at trække på UCNs studerende i det omfang, det passer med deres opgaver og uddannelser.
- Vi vil gerne være mere synlige i Pandrup og bedre til at brande os og være mere synlige over for de mange turister og gæster, som jo kommer her i området. Det skal være sådan, at vi popper først op på telefonen, når der søges efter spændende butikker eller aktiviteter som en biograftur på en regnvejrsdag eller de mange sommeraktiviteter i Jetsmark Idrætscenter, fortæller Henrik Larsen Kristiansen.

Pandrup

Meget mere at hente

Det betyder, at handelsstanden skal være mere synlige på de sociale medier, og det er eksempelvis tanken, at de studerende i samarbejde med handelslivet skal ind over driften af Pandrup Kaas Handel & Erhvervs Facebookside, Pandrup.
- Som det er nu, er vi ikke dygtige nok på de sociale medier. Der er meget mere at hente, pointerer formanden.
- Vi skal være bedre til at fortælle om vores mange oplevelser som By Night og Sommersalg.
Desuden arbejdes der med planer for, hvordan Pandrup kan gøre sig synlig ud mod omfartsvejen.
- Det er jo en amtsvej, så det er svært at få lov til at sætte noget op, men vi har tanker om et kunstværk, der kan fortælle om og vise vej til Pandrup, siger Henrik Larsen Kristiansen.
Næste skridt er et møde med Jammerbugt Kommune ultimo august.
- Vi skal have fundet ud af, om der er studerende, som vil arbejde med vores projekt, og hvad de kan byde ind med i forhold til vores ønsker, siger Henrik Larsen Kristiansen.

Læs flere nyheder