Septemberavisen er på gaden - og online. Du kan læse avisen her 

Artikel
01-09-2022

Planlægger aktiv efterårsferie med oplevelser for hele familien

DET SKER: Høstmarked, By Night, sjov for børn og (u)hyggeligt løb i uge 42.

Tekst: Martin Frandsen - Foto: Poul Nymark

Der bliver masser af hyggelige oplevelser for hele familien, når Erhvervsforeningen Destination Blokhus inviterer på efterårsferie i Blokhus.
Selv om det fulde program endnu ikke er på plads, så er planlægningen allerede nået langt.
- Så sæt allerede nu kryds i kalenderen og glæd Jer til både kreative sysler og oplevelser i naturen samt en efterårsferie med masser af sjove og hyggelige aktiviteter, fortæller eventkoordinator Jannie Ratke, Erhvervsforeningen Destination Blokhus.

Marked og By Night

Byen bliver pyntet op med halmballer og græskar, og det meget populære Høstmarked, hvor man kan gøre en god handel med lokale råvarer, finder sted på Torvet onsdag i uge 42, og samme dag er der kartoffeldag i skoven, oplyser Jannie Ratke.
Desuden er det mandag i samme uge, at det store By Night i Blokhus finder sted med masser af gode tilbud i byens mange spændende butikker, og hele begivenheden slutter af med det store flotte festfyrværkeri på stranden.

Et (u)hyggeligt løb

Der bliver også lasergame, og Redningsstationen lægger lokaler til escape room.
Anderæs vender også tilbage i efterårsferien, og så arbejdes der på en gentagelse af den helt store succes – Zoombieløbet i skoven.
- Vi kommer helt sikkert med et stort og varieret udbud af oplevelser og aktiviteter i uge 42 for hele familien, siger Jannie Ratke.
Derudover tilbyder den unikke natur med Gateway, skov, stier og strand mange muligheder for aktiviteter i det fri enten på gå-ben, i løb eller på MTB.

> Find flere events

 

 

Læs flere nyheder