St. Bededags avisen er på gaden - og online. Du kan læse avisen her 

Artikel
19-04-2022

Prøv suset i Danmarks ubetinget største rutsjebane

Fårup Sommerland åbnede til den nye sæson med årets største nyhed, Fønix.

Tekst: Martin Frandsen – Foto: Poul Nymark

Alle med trang til et adrenalinsus udover det sædvanlige kan få lysten til gisp, kriller og sus i maven mættet, da Fårup Sommerland lørdag 9. april åbnede til den nye sæson og samtidig klippede snoren til årets største nyhed, Fønix.

Fårup sommerland

Den 40 meter høje og 905 meter lange rutsjebane med en topfart på 95 kilometer i timen.

- Jeg kaldte det en historisk dag i Fårup Sommerland, da vi kunne afsløre nyheden om Fønix sidste år. Nu står vi foran den officielle åbning, og jeg må i sandhed sige, at det nu kilder endnu mere i maven, siger Niels Jørgen Jensen, direktør i Fårup Sommerland.
- Vi er utroligt stolte over, at vi her i Nordjylland nu kan bryste os af at have Danmarks absolut største rutsjebane, hvilket kommer til at sætte et markant aftryk i både det danske og internationale forlystelseslandskab, siger han. 

Fårup Sommerland

Vægtløshed

Udover at være Danmarks største rutsjebane er Fønix også den hurtigste og højeste i Danmark, ligesom rutsjebanen udsætter gæsterne for mest såkaldt airtime - oplevelse af vægtløshed - i Skandinavien med 14 forskellige elementer som drop, loops og twists.
Samtidig introducerer Fønix som den første rutsjebane i verden et såkaldt stall loop, hvor det klassiske loop kombineres med en omvendt camelback, der giver en oplevelse af vægtløshed i 2,5 sekunder.

Største nyhed

Både danske og internationale rutsjebaneentusiaster har derfor set forventningsfuldt frem mod åbningen af Fønix.

- Det er den største nyhed, vi nogensinde har været vidne til i dansk rutsjebanehistorie, og det er formentlig også den største tilføjelse i år på den europæiske rutsjebanescene, fortæller Kian Kronvang, formand i CoasterClub Denmark.
- Der er tale om en størrelsesorden, vi ikke tidligere har set herhjemme, og derfor har vi i rutsjebanekredse talt om Fønix lige siden, at den blev offentliggjort sidste år. Vi har glædet os utroligt meget til åbningen, siger han.
Fårup Sommerland har investeret tæt på 100 mio. kr. i Fønix, hvilket gør rutsjebanen til den største forlystelsesinvestering i parkens historie. Næststørste investering skete i 2013, da Fårup Sommerland præsenterede forlystelsen Orkanen til 44 mio. kr.

 

Læs flere nyheder