Sommeravisen er på gaden - og online. Du kan læse Sommeravis 7 her

 

 

http://www.facebook.com/LanternenBlokhus/
Artikel
17-07-2020

Saltum: Populære parcelhusgrunde solgt

Jammerbugt Kommune har nu solgt 2 og reserveret 2 af de i alt 15 nye og attraktivt beliggende parcelhusgrunde på Højbogårdsvej i Saltum.

Tekst: Louise Kande – Foto: Presse

En lækker og nyetableret grund på mellem 1.248 m² og 2.009 m², kuperet terræn på samme side af hovedvejen som byens nyrenoverede skole, der kun ligger 250 meter væk, skov, strand samt sø tæt på. Lyder det lokkende? Det er fakta bag de 15 nye og attraktivt beliggende parcelhusgrunde på Højbogårdsvej i Saltum. - Det er med stor glæde at kunne konstatere at to byggegrunde allerede er solgt – og 2 er reserveret. Saltum er et område, der vækster og flere og flere ser mulighederne i at bo tæt på Hjørring og Aalborg – samtidig med, at de bor tæt på naturen og en af Danmarks smukkeste strande - og ikke at forglemme, en helt nyrenoveret folkeskole, siger borgmester Mogens Chr. Gade.

Mest for pengene

Det er ikke uden grund, at interessen for de nye byggegrunde Saltum har været stor. Foruden meget store grunde i prisklassen 400.000-600.000kr., er der dagligvarebutik helt tæt på og naturområdet ved Nols Sø ligger også mindre end 500 meter væk. Dertil kommer Fårup Sommerland, som kun er tre km derfra - med cykelsti hele vejen, mens Saltum strand, der er en af Nordeuropas bedste badestrande, blot er seks km væk.

Attraktivt for børnefamilier

Den nyrenoverede Saltum Skole er en udeskole, hvor der lægges vægt på at lære om samfundet i samfundet og om naturen -  i naturen. I umiddelbar sammenhæng med skolen ligger børnehave, vuggestue, SFO, Saltum Idrætsforening, klubhus, stadion og hal – samt KFUM Spejderne, der har 2 shelters, bålhytte og bålsted. Der er ligeledes etableret MTB teknikbane, hvor mountainbike kan øves. – Og så kan man endda tage stien dertil – uden at skulle over en stor vej. Så alt er samlet ét sted til stor glæde for børnefamilierne, siger borgmester Mogens Chr. Gade afsluttende.

Find flere informationer på www.derforjammerbugt.dk

 

 

Læs flere nyheder