Septemberavisen er på gaden - og online. Du kan læse avisen her 

https://voresjammerbugt.dk/
Artikel
31-08-2021

Ser på muligheder for at forbedre nyt lyskryds

Venstresvings-baner og nye ruter vil være en stor hjælp.

Tekst og foto: Martin Frandsen

Mens det nye lyskryds i Hune blev slukket 20. juli under højsæsonen i Blokhus-Hune, kom der atter lys i krydset mellem Aalborgvej og Hunetorpvej tirsdag 10. august.
Og Jammerbugt Kommune har i mellemtiden gjort sig sine erfaringer med, hvad lyskrydset i funktion betyder for trafikken gennem Hune i højsæsonen.
- Vi er nået frem til, at der i højsæsonen ikke er den store forskel på kødannelserne, uanset om lyset er tændt eller ej, siger Peter Laursen, forsyningschef i Jammerbugt Kommune.
Og den gør alt for at hjælpe.
- Vi vidste godt på forhånd, at det nye lyskryds ikke ville være den optimale løsning, men der har været stor efterspørgsel efter det i en lang periode fra flere sider og lokale beboere, siger Peter Laursen.

Sving mod venstre

Derfor er Jammerbugt Kommune i gang med at se på mulige forbedringer.
- Den perfekte løsning, som ville give mest mobilitet, er en rundkørsel, men det er der ikke plads til, uden at vi fjerner en hel del huse, forklarer Peter Laursen.
Men en venstresvingbane for trafik fra øst, som skal dreje mod Rødhus, kan også gøre en stor forskel.
- Hvis vi nedlægger 50 meter cykelsti ved lyskrydset, så bliver der plads til en venstresvingsbane fra Aalborgvej mod Hunetorpvej, og det er en mulighed, som vi er ved at se på, oplyser Peter Laursen.

Bedre skiltning

Desuden vil kommunen sørge for en bedre skiltning ved den nye rundkørsel mellem Vesterhavsvej, Kvorupvej og Faarupvej for at lede trafikanter, som skal til Rødhus, uden om Hune.
- Ved at opsætte skilte ved rundkørslen vil vi prøve at få trafikken fra øst til at køre ad Kvorupvej og Engesgaardsvej, hvis man skal til Rødhus og dermed undgå, at få disse biler ind gennem Hune.
Men Peter Laursen understreger, at ideerne om venstresvingsbane ikke er en gratis løsning, og derfor skal der bevilges penge til projektet i forbindelse med de snarlige budgetforhandlinger.
I runde tal vil en venstresvingsbane i lyskrydset koste 1 mio. kr.

Mest trafikerede vej

Men der også tale om den mest trafikerede kommunevej – ikke statsvej – i Jammerbugt.
- På en god sommerdag er der 60.000 mennesker, der skal til stranden, og de skal ud og hjem på nogenlunde samme tid. Det vil give problemer, når der kun er den ene og samme vej.
- Og denne sommer har der været rigtig mange dage med godt vejr, og der er masser af attraktioner i området, så der har været et øget pres i højsæsonen, og det vil give kødannelser. Vi har tidligere også været vant til, at der har været kø helt ud til omfartsvejen ved Pandrup, pointerer Peter Laursen.
 

Læs flere nyheder