Pinseavisen er på gaden - og online. Du kan læse avisen her 

https://voresjammerbugt.dk/
Artikel
26-04-2021

Et gyldent tiltag og ny attraktion i Blokhus

Endnu en smuk blomst til buketten af flotte oplevelser i badebyen.
Jan Jørgensen klar med den helt store saks.

Tekst og foto: Martin Frandsen

Det var med et flot opbud af gæster, at Jan Jørgensen Jewelry med indehaveren i spidsen åbnede landets første åbne guldsmedeværksted, Guldsmederiet, i de ombyggede lokaler på Springvandstorvet i Blokhus.
Og alene fra skærtorsdag til 2. påskedag var der 3.000 besøgende forbi – i hold af 25 per gang.
Guldsmederiet er landets eneste arbejdende værksted, hvor gæsterne kan se guldsmede over skulderen, mens de arbejder.
Det bygger på den inspiration og designs, Jan Jørgensen har arbejdet med gennem sine 35 år i faget, og det er 100 pct. dansk.
Man får fornemmelse af både esse og armbolt og følger processen fra voks og gipsform i den 1200 grader varme støbeovn til arbejdet med guld, legering og smykker.
Eller man kan selv prøve kræfter med smykkekunsten og lave sin egen vielsesring.

En attraktion
Borgmester Mogens Chr. Gade, der også er formand for Blokhusfonden, var inviteret til at klippe den gyldne snor, og han var glad for, at den nye attraktion er åbnet i Blokhus.
- Det er en stor begivenhed for ikke alene Blokhus og Hune, men for hele Jammerbugt, sagde han og tilføjede, at netop levendegørelse af aktiviteter altid har været på ønskelisten hos Blokhusfonden.
- Området byder på mange af trækplastrene i Jammerbugt med flotte sandskulpturer, Fårup Sommerland, Nordens eneste museum for papirkunst og gateway. Området er årsagen til, at Jammerbugt er Nordjyllands største turistkommune målt på overnatninger, pointerede Mogens Chr. Gade.
Jan Jørgensen føler sig også meget velkommen.
– Det er fire år siden, vi begyndte at tænke på, at vi skulle til Vestkysten, og siden vi nåede frem til, at det skulle være i Blokhus, har vi fra dag ét kun mødt stor velvilje, 1000 tak, sagde Jan Jørgensen.

Læs flere nyheder