Juleavisen kan læses her

Læs OPLEVNU 2019 her

 

http://www.edc.dk/ejendomsmaegler/blokhus/salgsvurdering/
Artikel
24-10-2019

Kulturen har fået nye venner i Blokhus

Mandag den 21. okt. var ca. 40 mennesker fra Blokhus-Hune området samlet for at stifte en ny forening.

Tekst: Louise Kande – Foto: Poul Nymark

Blokhus-Hune rummer andet og meget mere end kommercielle aktiviteter og store koncerter på Torvet. Det rummer et fantastisk naturområde med strand, hav, skov og hyggelige miljøer – alt sammen i gå-afstand, en masse historie og området har potentiale til at skabe nogle endnu mere konkrete rammer for kunst- kultur og musik. – Sådan lyder det fra Kulturens Venner Blokhus’ nye formand, Kai Møller.

Stiftelse af ny forening

Mandag den 21. oktober var ca. 40 mennesker med interesse for kunst, kultur og musik i Blokhus-Hune området samlet i Skulpturparken Blokhus for at stifte den nye forening: – Vi skal ikke i konkurrence med det fantastiske aktivitetsniveau der er i området – tværtimod går vi ydmygt ind til opgaven om at understøtte det. Det er helt utroligt, hvad der er af dygtige foreninger der laver aktiviteter henover hele året til glæde for både vores fastboende og ikke mindst for turisterne, fortæller Kai Møller. Kulturens Venner Blokhus har til formål at udvikle, understøtte og kordinere initiativer og aktiviteter indenfor alle kulturelle områder: Musik, kunst, kultur; inspirerende foredrag samt udsmykning af området. Foreningen ønsker, at være en inspirerende samarbejdspartner, der sammen med de øvrige foreninger medvirker til udvikling og fornyelse af arrangementer af enhver art, både uden- og indendørs hele året. Alt sammen i et behørigt samspil med de omgivende samfund. - Kort sagt, så ønsker Kulturens Venner Blokhus at være et godt supplement til de allerede igangværende aktiviteter, forklarer Kai Møller.

Mange gode ideer på tegnebrættet

Med udgangspunkt i musik, kunst, kultur og forskønnelse af byens rum er der allerede mange gode ideer på tegnebrættet: Kunstudstillinger i byens rum, digtesamlinger – fx med etablerede kunstnere i naturen mens de lokale folkeskoler kan supplere med deres versioner af digte om Blokhus, måske større inddragelse og samspil med kirken, musiske og kunstneriske aktiviteter på Blokhus Strand og måske et koncept som Blokhus Visefestival skal se dagens lys. – Blokhus Visefestival skal være en realitet. Flere sensommerdage i træk med masser af koncerter i byens rum og ved vores beværtninger – med ny udklækkede kunstnere samt mere veletablerede navne; det være sig alt fra viser, kor, jazz m.m. Vi skal have arbejdende kunstnere i det offentlige rum som dels arbejder og dels udstiller deres værker, fortæller nyvalgte næstformand, Helge Ravn og pointerer at der er masser af gode ideer og intentioner: -  Det er heller ikke uvæsentligt, at vi følger tidens trend og behov. Hvad med om vi fik visualiseret FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling?

Konstitueret bestyrelse: Fra v. Kasserer Hans Peter Sørensen, Bestyrelsesmedlem Margit Smith, Formand Kai Møller, Næstformand Helge Ravn, Bestyrelsesmedlem Anders Lauersen og  Sekretær Birgitte Ravn.  Foreningen tæller allerede 39 medlemmer hvoraf de 29 har meldt sig som frivillige. Alle der meldte sig ind på aftenen kom med forslag til aktiviteter som Bestyrelsen nu vil kigge igennem med henblik på en prioritering.

Ønsker du at være medlem? Så kontakt os Facebook.com/kulturensvennerblokhus, og bestyrelsen vil tage kontakt til dig. Kontingent er fastsat til kr. 150,- for personligt medlemskab, kr. 150,- for familiemedlemsskab og kr. 1.000,-. for virksomheder.

Læs flere nyheder