December-avisen er på gaden - og online. Du kan læse avisen her

 

 

http://xn--grshoppen-h3a.dk/
Artikel
11-01-2021

Sidste år med aftale om populær attraktion

Finhvalen kommer til Blokhus igen 25. marts

Tekst: Martin Frandsen Foto: Poul Nymark

Det var 23. februar 2016, at den 17 meter lange finhval blev skyllet op på stranden ved Blokhus og blev et yndet udflugtsmål.

På besøg igen
Siden er hvalen som bekendt blevet konserveret og udstilles hos Nordsøen Ocenarium på nær, når den er på udflugt til Torvet i Blokhus, hvor den er en meget populær attraktion.
Nu er det aftalt, at hvalen kommer til Blokhus igen 25.marts og vil være til skue på Torvet frem til tirsdag 6. juli, oplyser Jannie Ratke, VisitJammerbugten.
- Hvis det er forsvarligt, holder vi åbent i weekender og helligdage fra lørdag 27. marts og sidste dag er søndag 4. juli, siger hun.

Aftale udløber
Tilbage i 2016 blev der indgået en 5-årig aftale med ocenariet om, at hvalen også kan opleves i Blokhus og lokale investorer hjalp økonomisk til, så den flytbare container med finhvalen blev bygget.
Men aftalen udløber i år, og derfor skal der forhandles en ny på plads, oplyser Jannie Ratke.

Måske guider
- Finhvalen er meget populær, og mange turister og gæster vender tilbage år efter år for at se hvalen i Blokhus, siger Jannie Ratke og tilføjer.
- Vi håber, at vores frivillige guider også i år kan fortælle om hvalen, men det afhænger selvfølgelig af situationen og restriktionerne til den tid.

Fakta om finhvalen
• Finhvalen er det næststørste dyr på Jorden.
• Finhvalen findes i alle verdenshave og er almindelig i Nordatlanten.
• Den er en at de hurtigste hvaler og svømmer helt op til 40 km/t.
• Den træffes af og til i Skagerrak og indre danske farvande.  
• Den kan blive op til 24 meter lang og veje op til 90 ton.  
• Tidligere blev den kaldt sildehval, da dens føde består af sild og brisling. 

 

Læs flere nyheder