Septemberavisen er på gaden - og online. Du kan læse avisen her 

https://voresjammerbugt.dk/
Artikel
15-07-2021

Sikkerhed ved vandet

Livreddertårnet på Blokhus Strand bemandet. De specialuddannede kystlivreddere fra TrygFonden Kystlivredning er klar i livreddertårnet på Blokhus Strand hver dag frem til den 19. august

Tekst: Lotte Kande – Foto: Poul Nymark

Livredderne er på vagt på Blokhus Strand hver dag fra kl. 10-18 frem til den 19. august, hvor de vil passe på badegæsterne og informere om badesikkerhed.  På strandene gælder det som alle andre steder, at man skal holde god afstand til hinanden. Derfor er livredderne trænet i at tage de rette forholdsregler, ligesom livreddertårnet er forsynet med det nødvendige udstyr, som livredderne får brug for, når de skal træde til med hjælp til badegæsterne. 

Spring i Vesterhavet mellem flagene

På strandene markerer livredderne med to rød-gule flag i vandkanten det område, hvor de holder særligt øje, og hvor det derfor er mest sikkert at bade. - Livredderne har konstant øje på, hvad der foregår i området mellem flagene, så hvis man kommer i nød, er der størst chance for, at det hurtigt bliver opdaget, hvis man bader der. Man kan altid signalere til livredderne ved at vinke, hvis man har brug for hjælp, men det er ikke altid, at man er i stand til det, og derfor opfordrer vi altid til at bade i det afgrænsede område, siger Anders Myrhøj, kystlivredningschef i TrygFonden Kystlivredning.

Lær’ at svømme

Som vanligt er livredderne klar med alt fra gode råd om revlehuller til fralandsvind, og de har førstehjælpsudstyret parat til både mindre behandlinger og redningsaktioner.  - Vi håber, at vejret er med os, så alle, der nyder sommeren i Danmark i år, kan komme ud og opleve de danske strande, når de er bedst. I Danmark er vi omgivet af vand, og det betyder, at det er vigtigt at lære at svømme og begå sig sikkert i vandet og kunne træde til, hvis andre har brug for hjælp, siger René Højer, programchef i TrygFonden.

 

 

Læs flere nyheder