Novemberavisen er på gaden - og online. Du kan læse avisen her 

https://voresjammerbugt.dk/
Artikel
06-11-2021

Skovmand & Co nu også med lærling

Firmaet har travlt, og Jens Mogensen manglede at gøre sin uddannelse færdig.
Jens Hjarsbæk Hessellund og Alec Butch har så travlt, at de har taget en elev.

Tekst og foto: Martin Frandsen

Skovmand og Co har travlt som aldrig før. Både med de primære opgaver med alt inden for skovdrift, træfældning og træpleje, men også opgaver som det hegn, der er dagens opgave på Jakobsvej i Pandrup.

Passer godt ind

Og netop travlheden betyder, at Jens Hjarsbæk Hessellund og Alec Butch har udvidet staben med den nye elev, Jens Mogensen.
- Jeg fik en henvendelse fra Ungecentret, om jeg kunne bruge en elev, fordi Jens manglede at gøre sin uddannelse som skov og naturtekniker færdig, fortæller Jens Hjarsbæk Hessellund.
- Vi tog et møde med Jens, og han passer god ind i vores profil, siger Jens Hjarsbæk Hessellund.
Derfor kunne Jens Mogensen i starten af oktober blive en del af Skovmand & Co for at færdiggøre de sidste 1,5 år af den 2,5 år lange uddannelse.
- Jeg er faldet rigtig godt til. Jeg kan godt lide arbejdet. Jeg nyder at være uden for og få en masse frisk luft og motion i stedet for at sidde på et kontor, fortæller Jens Mogensen, der bor i Biersted.
- Jeg er blevet taget rigtig godt imod, og vi fungerer godt sammen, så jeg glæder mig til at fortsætte. Der er mange forskellige opgaver, også nogle jeg ikke har prøvet før, siger Jens Mogensen, der tidligere var hos Skovdyrkerne.
- Det er rigtig gode mennesker, jeg går med. Det er det vigtigste for mig, og jeg er godt træt, når jeg kommer hjem om aftenen. Jeg har sjældent problemer med at falde i søvn, griner han.

Stor arbejdsiver

Og der er nok at tage fat i, da Skovmand & Co har travlt, for når opgaverne bliver udført med kvalitet, så kommer kunderne igen.
- Vi foretager primært den svære træfældning og topkapning, men det kan også stikke lidt af med os, som når vi laver et hegn. Vi er ikke så gode til at sige nej, og samtidig vil vi gerne undgå, at kunder kommer til at vente for længe, derfor passer det fint med en lærling, siger Jens Hjarsbæk Hessellund.
- Og Jens kommer her med en stor iver for at lave noget, og det er dejligt at have en elev, der kan noget med hænderne, og så har han humor. Det er også vigtigt på vores arbejdsplads siger Jens Hjarsbæk Hessellund.
Firmaet dækker hele Nordjylland, men har også ture på Nordsjælland, og Jens Hjarsbæk Hessellund har været selvstændig siden 2013.
Dog har han klatret i træer i nu 30 år, da han var blot 15 år, da han første gang blev sendt op i toppen af et træ med en motorsav.
- Jeg fik smag for at klatre og for spændingen, griner han.


 

 

Læs flere nyheder