Septemberavisen er på gaden - og online. Du kan læse avisen her 

Artikel
29-01-2022

Spændende boligprojekt i Pandrup

Rækkehuse og parcelhusgrunde i flere etaper.

Tekst og foto: Martin Frandsen

Der er for alvor en positiv udvikling i gang i Pandrup, hvor der bliver opført det nye Skolecenter Jetsmark, idrætscenteret bliver renoveret markant og udvidet, ligesom huspriserne er steget sammen med efterspørgslen efter byggegrunde.
Og den udvikling vil Søren Melgaard, Melgaard Projekter ApS, også bakke op om med nye boligprojekter på Blommevej i Pandrup.

Ny udvikling

Siden 2005, hvor Nørresundby Boligselskab byggede 22 almene lejeboliger, har området ligget stille hen, men Søren Melgaard har købt det 30.000 kvadratmeter store areal, hvor lokalplanen giver plads til opførelse af 26 rækkehuse samt 14 parcelhusgrunde.
- Det her er virkeligt et godt område i Nordjylland med en flot udvikling som Pandrup ikke har haft i mange år, siger Søren Melgaard, der opkøber råjord og får udarbejdet lokalplaner, men bygger ikke selv.
Han har flere andre projekter i gang, bl.a. i Suldrup og Bælum på samme vis som på Blommevej, hvor der allerede er opført seks lejeboliger, ligesom opførelsen af yderlige fem boliger er i gået i gang, og de udlejes via Nybolig Pandrup.

Stor efterspørgsel

Det er brødrene Michael og Morten Lauritsen, Boligselskabet Blommehaven ApS, som bygger de første 11 boliger på Blommevej, der udgør etape 1 i udviklingen af området.
De 6 af boligerne er opført, og de sidste 5 bliver det her i starten af året og udlejes via Nybolig i Pandrup .
- Der er stor rift om boligerne. De 6 første er udlejet, og der er allerede reserveret 3 ud af de sidste 5, som forventes indflytningsklar 1. juli, oplyser Michael Lauritsen, der tidligere har opført lignende boliger i Hjørring og Frederikshavn.
Der er tale om seniorvenlige og energivenlige boliger med en perfekt indretning.
Der bliver bygget 2 typer på henholdsvis 105 kvadratmeter med 3 værelser samt 85 kvadratmeter med 2 værelser, og boligerne henvender sig derfor til både familier, ældre og singler.
Og de 5 rækkehuse, der er under opførelse nu bliver alle på hver 105 kvadratmeter.
- De er særligt velegnet til seniorer, som vil sælge deres hus eller landejendom, fordi de gerne vil have noget mindre, som ikke kræver så meget vedligehold. I stedet kan de flytte i en lejebolig, siger Søren Melgaard, som glæder sig til at videreudvikle området.

Ny etape

Og sammen med Michael og Morten Lauritsen forbereder Søren Melgaard nu opførelsen af etape 2, der omfatter yderligere 14 rækkehuse i området.
- Desuden vil vi i etape 3 opføre parcelhushuse og rækkehuse i den nordlige del af området op mod Purkærvej, siger Søren Melgaard om projektet, som er udarbejdet sammen med Arkitektfirmaet Arkinord A/S.
Og så tøver han ikke med at rose samarbejdet med Jammerbugt Kommune.
- Det er det bedste, vi har prøvet endnu. Det er gået meget hurtigere set i forhold til vores erfaringer med andre kommuner, siger Søren Melgaard.

Læs flere nyheder