Septemberavisen er på gaden - og online. Du kan læse avisen her 

http://voresjammerbugt.dk/
Artikel
27-07-2021

Tips til 5 gode oplevelser

Avisen sætter fokus på gode sommeroplevelser. Sommerferien er i fuld gang, og vi glæder os alle til tid og nærvær med vores familie. Vi giver dig her nogle gode bud på, hvad du kan opleve ude i sommerlandet.
Hjortdal Dyrefarm

ACTION HOUSE LØKKEN

I det 300 m2 store legeland er der rig mulighed for at brænde noget krudt af i sommerferien. De mange aktiviteter for hele familien får let tiden til at flyve. Ud over et stort legeland er der også aktiviteter for større børn, som bl.a. kan konkurrere på gokartbanen, sætte jagten ind i lasergame eller prøve kræfter med escape room. Se hele det store aktivitetskatalog på hjemmesiden og lad dig friste til en dag med sjov og hygge for hele familien.

> Læs mere på www.actionhouse.dk

 

BLOKHUS SALTCENTER

Blokhus Saltcenter syder salt af havvandet ved Blokhus. De syder med solenergi og bruger varmen fra 64 solfangere til at fordampe havvandet med. Her kan du med hele din familie sagtens få nogle sjove timer til at gå. Hos Blokhus Saltcenter har du nemlig muligheden for selv at lave dit urtesalt - blandet med krydderurter fra egen have. For 25 kr. pr. voksen kan du også købe en rundvisning i saltcenteret, hvor du kan se, hvordan havvandet sydes med solvarme og dermed bliver til salt. Billetten giver dig også adgang til at besøge stedets dukkemuseum, krolfbane samt garagen med sjove biler. Hvis du har lyst til at afprøve de lækre badesalte, kan du tage familien med til et fodbad samt kop kaffe på den hyggelige café.

> Læs mere på www.blokhus-salt.dk

 

HJORTDAL DYREFARM

Langt væk fra storbyerne, med udsigt over Vestkysten og placeret midt i den nordjyske natur finder du Hjortdal Dyrefarm. Hjortdal Dyrefarm har over 350 dyr gående rundt, som meget gerne vil have besøg. Alt lige fra geder og lamaer, der gerne vil smage godbidder, til polarræve og silkeaber, der nysgerrigt holder øje med alle gæsterne. Tanken bag parken er, at du skal kunne komme i nærkontakt med dyrene, fremfor bare at kigge på dem. Derfor kan man bl.a. gå ind til deres æsler og kaniner samt lokke egern og næsebjørne frem med godbidder købt i kiosken. Ud over at opleve en dejlig dag i dyreparken, er der også mulighed for at få en ekstra unik oplevelse med hjem – at overnatte blandt dyrene. Overnatning foregår ude blandt dyrene i sheltere med plads til 6 personer i hver. Det er også muligt, at bestille mad hos Restaurant Dyrefarms Grillen, som du kan nyde med en enestående udsigt. Maden leveres desuden også ud af huset.

> Læs mere på www.hjortdaldyrefarm.dk

 

BLOKHUS SANDSKULPTUR FESTIVAL

Lad Kulturhuset & Skulpturparken tage Jer med på en inspirerende kunstrejse – forbi verdens største sandslot på hele 21,16 meter, Noas Ark i imponerende sandskulpturer og Danmarks største udendørs skulpturudstilling med skulpturer udført i materialer som træ, sten, granit, jern og bronze.

Herfra går rejsen videre til en verden af rigt dyreliv, imponerende planter og international kunst i den 20.000 m2 store Skulpturpark i Blokhus. Når sulten er stillet i den hyggelige Restaurant og Café, kommer i og så forbi en verden af leg og en eventyrlig have for alle sanser. Inden rejsen afsluttes træder I ind i et inspirerende univers af kunst, keramik, evighedsblomster og unika.

> Læs mere på www.kulturhusetblokhus.dk

 

TRESHØJE GÅRDBUTIK

En ny gårdbutik så dagens lys sidste efterår. Egentlig primært som en webshop, men nu er den udvidet til også at indeholde en mindre butik, hvor der sælges kød, forskellige delikatesser såsom friskbrygget økologisk kaffe, økologisk saft, karameller, marinader, marmelader, forskellige kager og surdejsbrød. Webshoppen er altid åben. Det er dog kun om fredagen butikken i Treshøje Gårdbutik holder åbent for besøgende imellem kl. 8.30-17.00, hvor der også er friskbagte surdejsbrød og kager. Alle bagerivarer er naturligvis hjemmelavede og udvalget af kager er forskelligt hver uge, hvor der også lejlighedsvis laves håndlavede flødeboller i forskellige varianter.

Er du på udkig efter en hyggelig ferieoplevelse, hvor der er forkælelse og gode lokale smagsoplevelser, så kan du besøge stedet eller få kødet leveret direkte til din ferieadresse. Gårdbutikken er omgivet af flot, fredet natur beliggende lige midt imellem Vesterhavet og Limfjorden, hvor du er velkommen til at gå en tur og måske nyde en kaffe og en kage sammen med den dejlige udsigt. I gårdbutikken, der kun sælger dansk kød, kan du prøve noget helt særligt naturkød. Naturkødet er bæredygtigt kød fra kvæg, der udelukkende lever af græs og vilde urter, og de er opdrættet på de fredede naturarealer i Fosdalen og Holmsø Hede. Det frie liv med høj dyrevelfærd giver en særlig god smag til kødet. Der findes også økologisk kød fra Naturreservatet Vejlerne og specialvarer fra Nationalpark Thy.

> Læs mere på www.treshoejegaardbutik.dk

 

Læs flere nyheder