Sommeravis 7 er på gaden - og online. Du kan læse avisen her 

Artikel
06-07-2022

Unge bidrager til lokalsamfundet i Saltum

SALTUM: Elever tager poster og ansvar for foreningslivet.

Tekst og foto: Presse

22 elever har været med på DGI’s Unge i front forløb på Saltum Skole og sluttede skoleåret af med et brag, da de afviklede ”Onsdags OL” for alle skolens elever.
Unge i front er et uddannelsesforløb for udskolingselever med fokus på idræt, events og foreningsliv.

Taget ansvar

Eleverne har prøvet kræfter med events, taget ansvar og stillet sig i front.
Eleverne har været engageret i et Brian Holm foredrag og hjalp med afviklingen af aftenen med 170 spisende gæster. De har ligeledes planlagt og afviklet Skolernes motionsdag 2021 og været på SUB/havkajaktur.
– Det har givet eleverne en masse kompetencer og en fornemmelse af, hvordan det er at bære det fulde ansvar for et event med planlægning samt til- og fravalg. De har fået et indgående indblik i foreningslivet og er blevet bevidste om det store stykke frivillige arbejde, der ligger i at drive en forening. siger Thomas Ravn Monjezi, afdelingsleder på Saltum Skole.

I praktik

Eleverne har været i foreningspraktik for at afprøve de tillærte kompetencer og opbygge konkret erfaring, hvilket vækker stor begejstring hos formanden for Folkeoplysningsudvalget.
– Foreningslivets fremtid er afhængig af, at nye frivillige kommer til, og her er de unge særligt eftertragtede. Det er dejligt, at foreningslivet i og omkring Saltum byder aktivt ind i skolens agenda, så vi kan få flere unge trænere ud i foreningslivet, siger Bøje Lundtoft.
En elev er nu ansat hos Saltum IF som greenkeeper og holder arealet ved stadion pænt og kridter baner. To elever er med til at genoplive byens eSport hold, hvor de er trænere for børn fra 1. – 5. kl.
En fjerde elev er nu med i rideklubben Hekla og syv elever er med i det nye fitnesscenter og aktive medlemmer i Saltum IF.
Eleverne er også været glade for Unge i front forløbet.
– Det har lært mig lidt om at tage ansvar da jeg selv skal tage ned og holde øje og sørge for, at jeg får kridtet banerne. Man får jo et ansvar på skuldrene, når Saltum IF tør lade en ung teenager have ansvaret for deres stadion. Det skal jo stå klart til de store kampe og til dem som bare gerne vil spille lidt bold, siger Benjamin Klaes Theil, elev i 9A på Saltum Skole.

Læs flere nyheder