Pinseavisen er på gaden - og online. Du kan læse avisen her 

http://blokhus.dk/nyheder.aspx
Artikel
19-05-2021

Vældig populær Vesterhavsparken

Der er stor interesse for både ejer- og lejeboliger i det nye kvarter.

Tekst og foto: Martin Frandsen

Egentlig kan man godt forstå det.
Helt nye boliger placeret lige ved siden af dagligvarebutikker, på kanten af naturen og så i baghaven til Vesterhavet, Blokhus og Fårup Sommerland.
Både Villadsen Ejendomshandel og Boligselskabet Lejerbo mærker en enorm interesse for de 26 ejer- og 20 almene lejeboliger, der er under opførelse i etape 1 og 2 i Vesterhavsparken i den østligste del af Hune.

Solgt og reserveret
Ejerboligerne opføres som klyngehuse i tre størrelser på 85, 100 og 115 kvadratmeter.
- Vi har allerede solgt 5 af de 26 huse, og 11 andre er reserverede, fortæller Søren Villadsen.
- Vi oplever størst interesse for de store huse, men der er også mange henvendelse på de øvrige. Desuden er det vores erfaring, at efterhånden som husene kommer op at stå, og man kan se dem, så øges efterspørgslen yderligere, tilføjer han.
Ejerboligerne bliver købt både som helårs- og som fritidsboliger. Nogle bliver købt som en investering og dermed til udlejning.
Det er 2. etape i Vesterhavsparken, og husene ventes indflytningsklar til april-maj i 2022. Derefter handler det om 3. etape, men der er endnu ikke en tidsplan.
- Bedømt ud fra den nuværende interesse, så bliver det primært de større huse, vi opfører, og det bliver omkring 20 boliger, siger Søren Villadsen.
Klyngehusene er forbundet af en carport og har gårdhave samt terrasser på begge sider af husene. De opføres i kvalitetsmaterialer, og der er tale om stort set vedligeholdelsesfrie lavenergihuse med gulvvarme over alt fra en luft-til-vand varmepumpe.
Fællesarealerne er primært naturarealer.

Attraktive lejeboliger
Vesterhavsparken etape 1 omfatter 20 nye almene lejeboliger.
Det er Lejerbo, som opfører boliger i én etage på 89,6 kvadratmeter og med tre værelser.
Huslejen bliver 8.150 kroner per måned plus forbrug, og til hver bolig hører depotrum, terrasse samt et overdækket gangareal.
Endnu kan man ikke blive skrevet op til en af Lejerbos boliger i Vesterhavsparken.
- Vi begynder først på udlejningen cirka 6-7 måneder før indflytningen, som er 1. juli 2022. Derfor vil vi omkring nytår begynde at leje ud, forklarer forretningsfører Pia Hesselvig, Lejerbo Aalborg.
Men Lejerbo har allerede mærket, at mange er interesserede i boligerne.
- Der er stor interesse. Det er der ikke tvivl om. Lige siden det blev offentlig kendt, at vi stod for boligerne, så har vi fået telefoniske henvendelser. Og vi har mange skrevet op til, at de skal have information, når vi begynder på udlejningen, siger Pia Hesselvig.

Læs flere nyheder