Juleavisen kan læses her

Læs OPLEVNU 2019 her

 

http://www.tofthandel.dk/
Artikel
13-11-2019

Vær' med til at skabe lokaludvikling

I efteråret 2019 og foråret 2020 inviterer Jammerbugt Kommune på en række møder, hvor borgerne i lokalområderne har mulighed for at give deres besyv med, når der er lokaludvikling på dagsordenen.

I mere end 10 år har kommunalbestyrelsen arbejdet målrettet for at styrke den lokale udvikling af kommunens landdistrikter. Det sker i forpligtende partnerskaber mellem kommunens mange lokalsamfund og kommunen. Formålet med partnerskaberne er at styrke den overordnede landdistriktindsats, så Jammerbugten i endnu højere grad er et attraktivt sted at bo, vokse op, virke og besøge.

I efteråret 2019 og foråret 2020 inviterer Jammerbugt Kommune på en række møder, hvor borgerne i lokalområderne har mulighed for at give deres besyv med, når der er lokaludvikling på dagsordenen. De lokale udviklingsplaner, også kaldet LUP’er, skal revideres og videreudvikles med jævne mellemrum, og derfor mødes de lokale ildsjæle og landdistriktsrepræsentanterne for at beslutte, hvad der skal arbejdes med i de næste to år. Mødet faciliteres af formanden for Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget, Helle Bak Andreasen, i tæt samarbejde med kommunens landdistriktskonsulenter, der løbende er i dialog med lokalsamfundene omkring igangværende og nye projekter. Her får borgerne bl.a. mulighed for at drøfte lokal udvikling med de lokale politikere.

-De lokale udviklingsplaner danner fundamentet for den lokale udvikling og tager udgangspunkt i det unikke DNA, der kendetegner det enkelte lokalsamfund. Det skaber en rød tråd i initiativerne og sammenhængskraft i området, således at projekterne styrer i samme retning og bakker op om visionen for området, fortæller Helle Bak Andreasen, der ydermere udtaler, at det er en fornøjelse at komme rundt i kommunens lokalsamfund og mærke gejsten og engagementet ift. at lykkes med de lokale projekter. Man kan virkelig mærke, at de fremmødte borgere brænder for deres lokalområde. Indtil videre er et væld af gode idéer ved at blive inkorporeret i LUP’erne og de første arbejdsgrupper er allerede nu etableret med henblik på at lave konkrete planer for projekternes udførelse.

I Jammerbugt Kommunes dedikerede lokalområder går de efter forskellen, og det ses tydeligt på fremmøde og engagement ved de LUP-møder, der allerede er afholdt. Mere end 200 ildsjæle har indtil nu deltaget ved efterårets afholdte LUP-møder og datoerne for forårets møder offentliggøres inden længe for de resterende lokalsamfund. Alle planlagte begivenheder og møder findes på www.landdistrikt.jammerbugt.dk i aktivitetskalenderen. 

 

Læs flere nyheder