St. Bededags avisen er på gaden - og online. Du kan læse avisen her 

Artikel
30-03-2022

Velbesøgt møde om planer og sommerhuse i Blokhus

Fortalte om administrationen af lokalplaner og dispensationer.

Tekst: Martin Frandsen – Foto: Poul Nymark

Der måtte flere gange bæres ekstra stole ind i den store sal i Restaurant Nordstjernen i Blokhus, da Blokhus & Omegns Grundejerforening og Jammerbugt Kommune havde inviteret til borgermøde med sommerhuse, lokalplaner og dispensationer som hovedpunkterne med knap 300 fremmødte.

Borgermøde Blokhus

Vigtigt turistområde

Formand for grundejerforeningen, Jens Saabo, bød velkommen, mens Jammerbugt Kommune var repræsenteret ved formand og næstformand for teknik- og miljøudvalget, Michael Krogsgaard og Lisbet Emmery, som begge præsenterede sig.
- Blokhus er et vigtigt turistområde, hvor der er blevet og fortsat vil blive investeret mange både kommunale og private penge. Det er et fantastisk område med mange sommerhuse med forskellige særpræg, og det forsøger vi at tage højde for i vores planlægning, sagde Michael Krogsgaard.
Lisbet Emmery gjorde det klart, at hun var kommet for at lytte, også fordi kommunen står foran at skulle udarbejde en strategi for, hvor mange og hvor henne der evt. skal tillades kæmpe sommerhuse på 300-400 kvadratmeter.

Blokhus Grundejerforening

De 5 lokalplaner

Kommunens planlægger Katrine Brix Mørk redegjorde for vedtagelsen af de 5 nye lokalplaner for området tilbage i 2017, og at det skete med stor borgerinddragelse.
- Der er tale om lokalplaner, der skal bevare, men også give nye muligheder, oplyste hun.
Man valgte at følge Bygningsreglementet, så den hidtidige bebyggelsesprocent på 10, uanset grundens størrelse, blev ændret til at være 15 pct. - dog højst 180 kvadratmeter sommerhus samt 50 kvadratmeter udhus. Desuden skal de 180 kvadratmeter beboelse være sammenhængende.
Katrin Brix Mørk tilføjede, at kommunen efterfølgende har oplevet nogle punker, som man er opmærksom på i forbindelse med, at der i år skal være en revision af grundlaget for nye lokalplaner i sommerhusområderne.
Denne proces begynder med en workshop med Sammenslutningen af Sommerhusgrundejerforeninger i maj, hvor efter teknik-  og miljøudvalget inddrages, og debatoplæg udarbejdes og sendes i høring hos de relevante grundejerforeninger, inden der i løbet af efteråret udarbejdes et opdateret grundlag, der skal danne basis for ny lokalplaner i sommerhusområder.

Blokhus Borgermøde

Fokuspunkter

De punkter, som kommunen er blevet obs på, er, at når kravet til den mindste grundstørrelse er 1200 kvadratmeter, så kan sommerhus på 180 og udhus på 50 kvadratmeter være i overkanten.
Desuden er der en stigende tendens til at bygge kældre, som ikke medregnes i bebyggelsesprocenten. Disse kældre må ikke bruges til beboelse eller soveværelser, men må gerne være swimmingpool, værksted eller opholdsrum.
Endelig er der fokus på placeringen af husene i terræn og dermed husenes form.

Klage og dispensation

Teamleder af planafdelingen, Kell Agerbo, fortalte om administrationen af lokalplaner og dispensation, og det skete med udgangspunkt i tre aktuelle sager, og disse medførte flere spørgsmål fra de fremmødte.
Kell Agerbo redegjorde for, hvornår naboer og parter skal høres i en sag, og hvad der kræves for, at en klage kan gøre en forskel.
- Der skal være en væsentlighed og styrke i genen mod din egen situation, og en klage skal være individuel. Den skal ikke afsendes af en grundejerforening med 200 underskrifter, for så er den ikke individuel og vil efter juraen ikke blive taget med, sagde Kell Agerbo og tilføjede.
- Vi har cirka 500 byggesager om året, og cirka 5 dispensationer, der giver debat.

Private og offentlige veje

Kristian Olsen fra Vejafdelingen fortalte om vej-ret samt rettigheder og pligter for privat fællesvej og offentlig vej, ligesom han redegjorde for mulighederne for at indføre hastighedsbegrænsninger i sommerhusområderne.
- Vores hastighedsmålinger viser, at der generelt i Blokhus og på Pirupvej køres med lav gennemsnitsfart, sagde han.
Mødet blev rundet af med et punkt om kæmpe sommerhuse.
- Det er noget, som kommunalbestyrelsen skal tage stilling til i 2022. Vil vi have dem? Hvordan og hvor? Der er et ønske om, at vi ser på det her. Det gør vi, og så må vi se, hvad det munder ud i, sagde Michael Krogsgaard, men understregede, at det efter hans mening ikke bliver i Blokhus.


 

Læs flere nyheder