Pinseavisen er på gaden - og online. Du kan læse avisen her 

https://voresjammerbugt.dk/
Artikel
28-04-2021

Vil have model af Sømærket sat op i rundkørsel

Foreninger er gået sammen om projekt, der skal forskønne og brande området

Tekst: Martin Frandsen Foto: Poul Nymark

En model af det historiske Sømærket i Blokhus skal pryde, brande og forskønne den nye rundkørsel ved Fårupvej og Kvorupvej øst for Hune.
Det mener både Hune-Blokhus Borgerforening samt Blokhus & Omegns Grundejerforening.

Udnyt rundkørslen
Ideen er en genoptagelse af et tidligere projekt, som gik ud på en placering af et Sømærket i rundkørslen ved hovedvej 55.
Og tanken om at bruge rundkørsler til at forskønne og fortælle om området fik ny næring med et forslag fra Helle Møller Nielsen.
Hver gang hun på turen mellem sit arbejde og hjemmet i Hune passerer den nye rundkørsel ved Fårupvej og Kvorupvej, tænker hun nemlig, at der bør placeres kunst midt i den.
Og den tanke har ført til en del dialog og møder.

Et ønske om et Sømærket
Senest har repræsentanter fra grundejerforeningen og borgerforeningen været samlet for at drøfte Helle Møller Nielsens tanke.
Det blev besluttet at tage fat på de tidligere planer om, at det skal være en model af Sømærket, der skal placeres i en rundkørsel – og denne gang i den nye rundkørsel, oplyser Poul Andersen, formand for borgerforening.
- Vi har tegninger af, hvordan den kan se ud og har nu sendt en fælles ansøgning til Jammerbugt Kommune, hvor vi gør opmærksom på den store interesse, der er for at udsmykke rundkørslen. Desuden skal vi have undersøgt, hvad vi må lave og sætte op i rundkørslen, siger Poul Andersen.

Læs flere nyheder