Novemberavisen er på gaden - og online. Du kan læse avisen her 

https://voresjammerbugt.dk/
Artikel
20-11-2021

Vinterstemning på skøjter i Blokhus

Den populære skøjtebane på Torvet er åbnet.

Tekst: Martin Frandsen - Foto: Poul Nymark

De hyggelige omgivelser med juletræer og den flotte julebelysning på Torvet i Blokhus leder straks tankerne hen på den forestående højtid og vinter, og samlingspunktet de kommende måneder er endnu en gang den meget populære skøjtebane.

Isen var usikker
Lørdag klokken 12 blev der åbnet for muligheden for at opleve suset på skøjtebanen sammen med familie og venner, og den mulighed blev der straks taget i mod med åbne arme samt mere eller mindre sikre bevægelser af børn, unge og voksne.
Og lørdag var det helt gratis, da arrangørerne var usikre på isen.
- På grund af tekniske vanskeligheder kunne vi på forhånd desværre ikke garantere, at isen på skøjtebanen lørdag ville være af den ønskede høje kvalitet, fortæller Martin Hjelm Pedersen, købmand i Spar Blokhus, som står for årets drift af banen.
- Derfor blev lørdag til en testdag, hvor alle gratis kunne benytte skøjtebanen og prøve vores støvler af, og hvis man allerede havde betalt for en tid lørdag, fik man selvfølgelig sine penge tilbage, og så er vi klar på vanlig vis med udlejning af tider fra på søndag, siger han.
Og efter de isende oplevelser på banen benyttede mange sig af muligheden for at købe lidt varmt at drikke eller spise hos Spars bod eller byens cafeer, ligesom de mange flotte butikker i Blokhus kunne friste med kvalitetsvarer og den gode service.

Disco på isen
Hver fredag og lørdag er der Disco on Ice, når mørket falder på, og så bliver der skruet op for lyset og musikken, mens banen bliver badet i et flot lysshow.
Det anbefales, at man hjemmefra booker en tid til banen, så man kan tage turen til Blokhus med vished om, at man kommer til at skøjte. Men det er ikke et krav, og denne vinter kan der uden restriktioner være flere på den populære bane end sidste vinter.
De 55 minutters oplevelser på skøjter koster 50 kroner og til gengæld, så kan man låne skøjter ganske gratis.
Du kan booke tider både på Facebooksiden og på www.blokhusskojtebane.dk
Det er Blokhusfonden, der ejer den 450 kvadratmeter store bane, og det er 4. sæson, at den kan opleves på Torvet i Blokhus.

> Se info om Blokhus Skøjtebane

 

Læs flere nyheder