VoresJammerbugt bringer i dagene op til nytåret en række artikler, hvor forskellige foreningsledere får mulighed for at komme med deres nytårsønske(r).
Som formand for Aabybro IF Fodbold har Hans Arne Lillien Pedersen en stor kontaktflade med klubbens mange medlemmer – herunder også en masse unge mennesker.
Og netop ungdommen har Hans Arne Lillien Pedersen på i sine nytårsønsker for 2022.
Foreninger og kultur
– Jeg vil virkelig gerne ønske, at vi kan styre coronaen i 2022, så forenings- og kulturlivet kan gennemføre sine aktiviteter. Det er til stor gavn for vores samfund.
Specielt tænker jeg på de unge mennesker, som får berøvet en stor del af deres korte ungdom, forklarer han.
– Jeg har netop haft møde med 5 af mine studievenner fra gymnasiet. Vi blev studenter i 1977 og mødes normalt et par gange om året. Nu var der dog gået næsten 2 år siden sidste møde på grund af coronaen.
De var enige om at ønske, specielt for de unge mennesker, at forenings- og kulturlivet igen kommer i omdrejninger.
– Vi tænkte tilbage og mindedes vores “frihed” – specielt at vi tog den for givet.
Jeg håber, at vi “ældre” vil huske dette, når de unge bliver lidt “løsslupne”.
Det betyder ikke, at de ikke skal opføre sig ordentligt, for det skal vi alle. Så lad os passe på hinanden – til gavn for os alle, siger han.