Blokhus

Råvaremarkedet byder på flere fristelser

 | FOTO: Poul Nymark
Lokale specialiteter, kunsthåndværk, delikatesser og lækkerier

Hune-Blokhus Borgerforening er igen i år arrangør af sommerens råvaremarked, som finder sted hver uge, og de vil i den forbindelse gerne invitere alle gæster, turister og fastboende til at opleve det populære råvaremarked.

Markedet bliver holdt på torvet i Blokhus hver tirsdag fra kl. 10.00 – 14.00 fra 25. juni og frem til og med 6. august.

Lokale specialiteter

Gæsterne kan gå på jagt efter lækre specialiteter og friske råvarer i de mange boder, som fylder hele torvet. Også i år har markedet deltagelse af mere end 30 stande, som præsenterer et stort udvalg af friskopgravede grønsager, flotte bær, lokal brygget øl, spiritus, saft, og marmelader samt kød, pølser, brød, friske fisk og meget mere.

Der er altid et væld af tilbud, som både vil forføre og friste dine smagsløg. Men det er ikke kun spiselige oplevelser på markedet, for du kan også se nærmere på forskelligt kunsthåndværk.

Under de store markedsparasoller bliver der handlet masser af lokale varer, og de mange gæster bliver også budt på lækre smagsprøver.

Det lokale islæt

Foreningen har arrangeret markedet i over 15 år, og er en fast tradition omkring ferier og helligdage. Det betegnes som en succes og har vokset sig større og større igennem alle årene.  

– Det er en god måde at give turister og fastboende mulighed for at købe nogle gode lokale råvarer på. Derfor kigger vi også hele tiden efter lokale leverandører, og for dem er markedet en god måde at vise sig frem på og præsentere deres varer. Så det er en god tradition vi gerne vil fortsætte, fortæller Poul Andersen formand for Hune Borgerforening.

Læs om fantastiske oplevelser og events