Jammerbugt Kulturcenter – beliggende ved søen i Aabybro – slår nu dørene op til de første af en lang række af spændende arrangementer i løbet af efteråret, oplyser de i en pressemeddelelse.
Et imponerende koncertprogram allerede inden efterårsferien byder på hele syv koncerter samt to fællessangsarrangementer.
Publikumsfavoritter
Koncertsæsonen kickstartes med hele tre af de største publikumsfavoritter på plakaten, som alle tre i skrivende stund nærmer sig udsolgt. Stig & Vennerne indleder sæsonen allerede torsdag 7. september, hvorefter Shubberne kigger forbi med deres 50 års jubilæumsshow fredag 6. oktober inden Ib Grønbech & Containerkvartetten torsdag 12. oktober sender os mod en velfortjent efterårsferie, med sin underfundige og lune Vendelbohumor.
Eftermiddagsmatinéer
Derudover afholder Kulturcenteret også deres hyggelige eftermiddagsmatinéer i dette efterår, endda hele to af slagsen i september: Halfdanskerne indleder søndag 19. september med deres forrygende fortolkninger af Benny Andersens udødelige klassikere og lørdag 30. september vil Kristian Lilholt Duo officielt åbne Jammerbugt Kulturuge 2023.
I den anledning er det traditionelle kaffebord denne eftermiddag skiftet ud med bobler og lidt snacks.
Alsidigt musikprogram
-Vi gør altid en stor dyd ud af at præsentere et alsidigt musikprogram her på Jammerbugt Kulturcenter, så har du lyst til at stifte bekendtskab med nogle af de spændende nye ansigter på den danske musikscene, kan jeg varmt anbefale Poul Krebs’ ukronede lærling, den fremadstormende vestjyske storyteller og troubadour Karl Kristian, når han kigger forbi med sit super fede orkester og serverer sine små åbenbaringer fra dagligdagens trummerum, udtaler koncertansvarlige Mads Mølgaard og fortsætter:
-Er man mere til de spændende vibes, der rører sig indenfor den Nye Nordiske Folkemusik, kan jeg desuden varmt anbefale den fantastiske finske singer/songwriter Mirja Klippel, der torsdag 14. september indtager scenen i vores intime koncertsal, stærkt bakket op af den danske DMA-nominerede vokal- og strygertrio Vesselil samt hendes faste duomakker Alex Jønsson, afslutter Mads.