– I denne uge har 32 børn i alderen 6 til 13 år benyttet sig af Biersted IFs tilbud om at mødes for at have det sjovt og prøve forskellige former for sport hen over fire dage.
Og i dag, torsdag 30. juli, sluttede aktivitetsugen med et særligt 6-dagesløb i Biersted Hallen, hvor Christian Jensen havde stykket et sjovt og udfordrende forløb sammen.
6 særlige dage
Først skulle børnene samle hver deres halsbånd og armbånd af knæklys og derefter ind i selve hallen, hvor der var lavet en 100 meter lang rute.
Her skulle børnene så løbe i ”6 dage”.
Det vil sige, en dag varede 2 minutter, og det samme gjorde en nat, så et døgn varede 4 minutter svarende til samlet 24 minutters løb under 6-dageløbet.
Lyset slukkes
Når det var nat, blev lyset slukket, ligesom der blev stillet flere opgaver undervejs.
Og for hver omgang man løb, så fik man en elastik, så man bagefter kunne tælle, hvor langt man havde løbet.
– På 4 minutter er der sikkert nogle af Jer, der kan løbe 5 kilometer, ,men det er længe at løbe, så det er også tilladt at gå undervejs sagde Christian Jensen, inden løbet blev sat i gang, mens musikken motiverede i baggrunden til at gøre sit bedste.
Og uanset distancen så var der bagefter en præmie i form af en goodiebag til alle.
Forskellige udfordringer
I løbet af de 4 dage har deltagerne også spillet fodbold hver dag samt prøvet kræfter med både håndbold, badminton og gymnastik, fortæller Svend Lindahl.
– I dag har de også været blandet aldersmæssigt, så de store skulle passe lidt på de små, og de små synes, det er sjovt at være sammen med de store, fortæller han.
3 gratis indslag
Aktivitetsugen er blot et af de 3 gratis indslag som Biersted IF har arrangeret med tilskud fra den statslige sommerpulje på 200 mio. kr. til sommeraktiviteter som følge af Covid-19 blandt andet med nedlukningen af skolerne.
Af de 200 mio. kr. har Jammerbugt Kommune modtaget 1,4 mio. kr. og det lokale foreningsliv har kunnet søge om halvdelen af puljen til aktiviteter, mens den anden halvdel er blevet bruget af ungdomsskolen til blandt andet sommercamps.
En sjovere sommerferie
Lørdag 25. juli havde Biersted IF således arrangeret LAN-party, og i denne uge aktivitetsuge, mens der lørdag 8. august fra klokken 13 til 16 er skaterdag.
– Vi gør det for at give vores børn nogle aktiviteter i en sommerferie, hvor rigtigt mange har været nødt til at aflyse deres ferie og bliver hjemme, forklarer Henrik Skøtt, formand for Biersted IF.