På grillen er der sprøde pølser og på skærebrættet ligger der lækre spegepølser skåret i fine tern, så gæsterne lige kan få en hurtig smagsprøve.
Boden er ejet af Den glade bondemand – alias Keld Jonstrup, som til daglig driver en gårdbutik tæt på Sdr. Saltum.
Han tager troligt turen til Blokhus Råvaremarked uge efter uge for netop at gøre opmærksom på de mange lækre råvarer, han kan tilbyde fra hans forretning.
-Det er faktisk det eneste marked, vi kommer på. Det er et flot marked. Det er velbesøgt, og samtidig sælger vi godt deroppe. Derfor kommer vi hver uge, fortæller han. Det er en god måde for os at komme i tale med kunderne, og ofte er det en øjenåbner for kunderne, hvad god smag er. Det er nemt at finde en dårlig grillpølse eller en smagløs spegepølse. Det er straks sværere at finde en god, som han siger. Vi står rigtig gerne på mål for den gode smag, som kommer fra de køer og grise, der udelukkende er opdrættet ude og fået græs og hø i rigelige mængder, fortæller han.
Gæsterne flokkes om boden, og Keld rækker hurtigt hånden frem med et stykke grillet pølse og på klingende nordjysk siger han: Hvad med at smage den her? Og du skal da også lige prøve at smage vores egen spegepølse, som han også har liggende på brættet i mundrette bidder.
Herefter fortsætter han på hans charmerende dialekt med at fortælle kunderne alt om de lækre pølser, som udelukkende er lavet på frilandskød af både okse og gris.
-Jeg kan godt lide at snakke med kunderne. Det har jeg altid haft nemt ved, siger Keld.
Og det går rent ind. Gæsterne er vilde med den nordjyske landmand og de lækre specialiteter, som han har med. 6 varianter spegepølser og 4 varianter grillpølser – alle krydret forskelligt, for hvad gør sig lige bedre på grillen eller frokostbordet her i ferietiden end gode råvarer med smag.
-Når først de har smagt på det, så sælger det nærmest sig selv. Den ene uge fik vi udsolgt af grillpølser, og så tog vi i stedet medisterpølser med ugen efter. Og det blev også udsolgt.
Tirsdag hver uge
Frem til og med 8 august fra kl. 10.00 – 14.00 afholdes det meget eftertragtede råvaremarked på Blokhus Torv. Det er en fast tradition, at Hune-Blokhus Borgerforening inviterer alle gæster, turister og fastboende til det populære marked.
Hele torvet er godt fyldt op med små boder, og markedet har deltagelse af mere end 30 stande, hvor der under de store markedsparasoller bliver handlet masser af lokale varer og uddelt smagsprøver alt imens snakken går livligt hen over bordene.