Aabybro

Stor By Night i Aabybro

 | FOTO: Presse
En aften fyldt med spænding, musik og gode tilbud

Torsdag 25. juli inviterer Aabybro Handel & Erhverv til byens store By Night-arrangement. Gæsterne kan se frem til en aften fyldt med spænding, underholdning og masser af gode tilbud.

Butikkerne holder åbent til kl. 21.00 og står klar med ekstraordinære tilbud. Formand for Aabybro Handel & Erhverv, Thomas Sørensen, lover en fantastisk aften, hvor midtbyen spærres af til gågade, og der er lagt op til fest og farver for både børn og voksne. Denne aften er en kærkommen tradition, hvor både lokale og turister samles for at nyde den specielle stemning. Mange vender hjem for at gense gamle venner og nyde en aften med shopping, musik og god mad.

Ekstreme vovehalse i fokus

I år er det store trækplaster et spektakulært FMX show (Freestyle Motocross). FMX er en ekstremsport, hvor vovehalse udfører akrobatiske tricks på specialbyggede motocrossmaskiner. De udfører halsbrækkende stunts i verdensklasse højt oppe i luften, og denne aften vil de blandt andet vise publikum Danmarks længste spring.

Musik, mad og underholdning

Hele aftenen vil byen summe af liv og glæde med musikalske oplevelser. Jacob Sveistrup optræder i Aabybro Centret fra kl. 19.00 til 20.00, mens et jazzorkester spiller ved springvandet. For børnene vil der være hoppeborge rundt omkring i byen, og Falck vil vise deres farvestrålende brandbiler frem.

Meny i Aabybro Centret tilbyder lækker bespisning, og i midtbyen kan man nyde mad fra Hotel Søparken, akkompagneret af kølige fadøl og andre forfriskninger. Café Rhode har udvidet med en udendørs buffet og livemusik og Aabybro Mejeri vil sælge deres populære Ryå is. Der er altså noget for enhver smag.

Desuden vil modeller fra Danish Models gå rundt i centret og byen og fremvise tøj fra lokale butikker. De vil blandt andet stå på podier med skilte, der viser, hvor man kan købe tøjet, som de har på.

En aften at huske

Thomas Sørensen opfordrer alle til at kigge forbi. – Der er en masse at komme efter både i butikkerne og i byen. Med spændende underholdning, lækker mad og gode tilbud er der lagt op til en mindeværdig aften i Aabybro.

Læs om fantastiske oplevelser og events