Jubilæum fejres med forskellige aktiviteter
For 200 år siden mandag 21. juni 1824 kom Frederik VI ridende med sit følge langs Jammerbugten, efter at have passeret Slettestrand og Svinkløv nåede han frem til Grønnestrand. Her blev kongen så betaget af den storslåede natur, at han spontant udbrød: “Dette øde sted er den skønneste plet i mit rige!”
200-års dagen markeres fra d. 16-22. juni med en storslået fest med kunst, teater, musik, fællessang, lokale delikatesser samt ture til fods, til søs og til hest. På selve 200-års dagen 21. juni indvier borgmester Mogens Christen Gade, Jammerbugt Kommune, en ny vandrerute, som er navngivet efter vores nuværende regent, kong Frederik X. Vandreruten byder på storslåede oplevelser mellem Grønnestrand og Svinkløv. I øvrigt samme område, som har været brugt til de udendørs optagelser til alle 10 sæsoner af den populære tv-serie »Badehotellet«. Der vil denne dag også være smagsprøver på en ny Kongestenen-øl, musikalsk underholdning, sejlads med klinkbyggede kystbåde fra Slettestrand til Grønnestrand, teater og meget mere.
Lørdag 22. juni vil festivalen “Fra Hav og Fjord til bord” løbe af stablen. Denne dag bliver der sat fokus på gode råvarer, og interesserede får mulighed for at smage på et udvalg af fisk og skaldyr.
Se det fulde program på: hanherred.dk