Nyheder
imported

2017: Påskeklassikeren er tilbage igen

De sidste 2 års succes med løbet Forest To The Bay i Gateway Blokhus gentages 2. påskedag i Gateway Blokhus.

Skal du med på løb?

Tekst: Louise Kande – Foto: Presse

PGU Runners, den lokale løbeklub er klar til en ny stor motionsdag i skoven mellem Hune og Blokhus mandag d. 17. april. Der løbes i år på de 4 forskellige distancer: Børneløb(420 m), ”Den Lækre”(5km), ¼-marathon(10,6 km) og ½-marathon(21,2 km).
– I 2017-udgaven har vi forlænget minimarathon-ruten (oprindeligt 4,2km) til nu at være en 5km-rute. Det er lidt mere udfordrende, og giver mulighed for at lave en rigtig lækker rute gennem skoven, fortæller løbsansvarlig Peter Sigen fra PGU Runners. Forhåndstilmeldingerne indikerer at 2016s flotte rekorddeltagelse på godt 800 løbere kan blive overgået. – Vi glæder os fra løbeklubbens side til at byde alle velkomne til en ny løbefest i skoven, på stranden og i Gatewayen, fortsætter han med et smil.

Kombinationen af de flotte naturomgivelser, distanceudvalget og tidspunktet for løbet rammer lige ind i hjertet på rigtig mange løbere, og er en oplagt mulighed for en løbedag/skovtur for hele familien.
– Påsken falder sent i år, og vi håber derfor på godt vejr, men for os der til dagligt løber i skoven er stort set alt vejr lig med godt løbevejr, tilføjer løbeinstruktør Stefan Ottesen.  Første løb på dagens program er børneløbet, og for de mindste er det en oplagt mulighed for at prøve deres første deltagelse i et rigtigt motionsløb.  – Det er supersejt med alle de små ivrige børn, der gir’ den max gas. Mange forældre løber med og støtter børnene. Ægte glæde opleves når de løber i mål, får overrakt medalje og belønnes med en is, fortsætter Stefan.  Startskuddet til børneløbet går kl. 09.45. Efter løbet har børnene rig mulighed for at boltre sig på den fantastiske legeplads, fitness-ruten eller bare hygge sig på Gateway-pladsen og i skoven.

– Vi har en fantastisk opbakning fra handelslivet i Hune og Blokhus, hvor rigtig mange af de erhvervsdrivende har sponsoreret flotte lodtrækningspræmier. Vi håber, at rigtig mange tager familien med og andre vil komme og opleve den gode stemning der er til vores løb, siger Charlotte Rasmussen fra løbsudvalget.

Onlinetilmelding til løbet lukker 10/4, og har man ikke tilmeldt sig inden er der mulighed for at tilmelde sig på dagen.

 

 

 

 

 

 

      

 

Læs om fantastiske oplevelser og events