For 28 år siden måtte Line Skovsgaard, oprindeligt fra Hune, melde afbud til en ellers længe ventet studietur til Bornholm i 7. klasse.
Tekst: Louise Kande – Foto: Blokhus avis
– Vores nabo Karin Bruunsgaard fik ondt af mig og spurgte om jeg ikke ville komme og hjælpe hende i hendes frisørsalon i Hune. Dengang ville alle permanentes – så jeg skyllede permanenter ud og skyllede permanenter ud. Og vi hyggede os, understreger Line.
At en sukkersyge og tilfældighedernes spil blev udgangspunktet for Lines mangeårige karriere, kunne ingen spå om. – Jeg skrev dog i mine venindebøger dengang, at jeg gerne ville være dagplejemor og måske frisør.
Fra Hune til Pandrup
De næste par år var Line tilknyttet som hjælpepige, men Karin fik mere og mere travlt, og manglede en assistent. En dag ringer Karin ringer til Hanne Olsen for at spørge om de skulle åbne en frisørsalon. De bliver enige om at starte en ny salon i Pandrup – Frisørhuset Pandrup. Og så kom Line med til Pandrup.
– Jeg blev jo inspireret af Karin og Hanne. Den dialog de havde med kunderne, det flow der var i salonen og ganske hurtigt blev jeg en del af ”familien”. Jeg var nu sikker på, at jeg skulle være frisør og startede med uddannelsen.
Sjælden indenfor branchen – meget ualmindeligt
– Og så gik der 25 år!
Mens vi interviewer Line er hun i fuld gang med at klippe en flot page på en kunde. Hun smiler i spejlet til os – hele tiden. Det er yderst sjælden, at en kvinde i denne branche kan fejrer 25 års jubilæum, så hvad er det, der har drevet Line i alle disse år?
– Mine kunder er hele drivkraften. Jeg klipper måske hele familien og jeg kender til det hele. Hvis nogen skal giftes, på ferie, på barsel, til et vigtigt møde eller måske bare har brug for at komme af med nogle ting. Så snakker vi om det. Jeg får lov til at komme helt tæt på kunderne, og det er jeg så vild med.
Line begyndte for flere år siden at klippe et søskendepar – og nu er de alle tre veninder og ses udenfor salonen.
– Kollegaer og cheferne har også gjort det muligt at være det samme sted i så mange år. Jeg har lidt to ekstra mødre i Karin og Hanne. Vi ved, hvor vi har hinanden. Jeg har fuldstændig tillid til dem og jeg beundrer dem virkelig.
4 hurtige
Hvordan er kunderne i dag?
– De vil have mere farve, er meget mere individuelle og personlige i deres stil – og tænker mere over: ” hvad klæder mig?”. Flere kommer med lidt inspiration fra de sociale medier, og så ser vi, hvordan vi kan ramme nogenlunde samme stil. Kunderne booker online, og er mere fleksible, selvom de har mere travlt.
Hvordan har du udviklet dig som frisør?
– Da jeg var ung, lavede jeg mange flere vilde ting med mit eget hår og jeg husker også tydeligt perioden, hvor alle ville have crazy-colour og drengene der ville have mønstre i nakken. Tidligere var jeg nok lidt usikker på, om jeg gjorde det rigtigt eller godt nok – nu har jeg så meget erfaring.
Hvad er det sjoveste, som frisør?
– Åh, det kan jeg ikke svare kort på. Men jeg elsker, når der kommer en kunde og siger: ”Bare vær’ kreativ – gør lige det du synes, passer perfekt til mig”.
Hvad siger Hanne om Line?
– Hun er som en datter for mig. Vi snakker om alt, og vi føler os som en familie. Jeg er så privilegeret ved at have en pige som Line i min ”fold”. Hun er virkelig dygtig, patentlig, omsorgsfuld overfor kunderne og enormt selvstændig. De 25 år gik vel nok hurtigt, afslutter Hanne som glæder sig til at fejre Line d. 1. juli.