Meget tyder på, at den opskrift, som driftige frivillige fik brygget sammen for mere end 40 år siden, fortsat holder.
I år kan Løkken Koncert fejre sit 40-års jubilæum – og det bliver med et brag af en musikfest på Løkken Stadion. Lukas Graham, Anne Linnet, TV-2, Jonah Blacksmith, Ude af Kontrol og Tøsedrenge Tur er klar til fyre op under festen.
– Vores håb er, at gæsterne får en festlig dag og en stærk musikoplevelse – og at vi kan vise, at solen altså også skinner i Løkken, siger Kim Bach, talsmand for Løkken Koncert, med et glimt i øjet og en hentydning til sidste års koncert, der blev en særdeles våd affære.
– Det var ikke bare en byge – det stod ned i stænger hele dagen. Alligevel blev 7.500 gæster stående til den sidste kunstner havde spillet færdig. Det siger noget om vores publikum.
Traditionen med musik på stadion går tilbage til 1983, hvor Idrætsforeningen GVL i samarbejde med Muskelsvindfonden afholdt Grøn Koncert i Løkken. Da Grøn Koncert senere flyttede til en anden by, besluttede foreningen at skabe sin egen musikfest. I 1985 blev den første officielle Løkken Koncert afviklet – med News og Tøsedrengene på plakaten.
– Koncerten har udviklet sig gennem årene, men grundidéen er den samme: At finde musik, folk gerne vil høre – og hvor det samtidig er muligt at lave en aftale med kunstnerne, fortæller Kim Bach.
I dag er Løkken Koncert et imponerende frivillighedsprojekt. Mellem 400 og 500 frivillige er med til at få det hele til at lykkes – fra klargøring og bodsalg til samarittervagter og oprydning.
– Vi oplever en stor opbakning fra både lokale og fra folk, der er flyttet væk, men som planlægger deres ferie, så de kan komme hjem og give en hånd med. Det engagement er ikke kun vigtigt for idrætsforeningen – det er med til at styrke sammenhængskraften i hele vores lokalsamfund, siger Kim Bach.
Alt tyder på, at årets program falder i publikums smag. I hvert fald går billetsalget over al forventning.
– Vi har allerede solgt flere billetter end på samme tidspunkt sidste år, og derfor regner jeg med, at vi når op på 9.000-10.000 gæster, siger Kim Bach, der har været med siden 1989, hvor han kom i foreningens bestyrelse – og han har ingen planer om at stoppe.
– Så længe det er sjovt, bliver jeg ved, lyder det med et smil.
Overskuddet fra koncerterne går til Idrætsforeningen GVL. Pengene bruges blandt andet at holde kontingentet nede for medlemmerne og til vedligeholdelse og udvikling af foreningens anlæg.