Drive-In Banko på stranden, Oktoberfest, SaunaGus og meget, meget mere sjov for hele familien når Erhvervsforeningen Destination Blokhus atter byder velkommen til en hæsblæsende 9-dages Efterårsfestival i Blokhus.
-Vi glæder os til at byde velkommen til Danmarks vel nok største og fedeste efterårsprogram, siger Jannie Ratke O’Connor, der er tovholder for Blokhus Efterårsfestival. – Det bliver ikke kedeligt. Der bliver aktiviteter for både store og små hele ugen igennem. Hvad enten man er til aktiv ferie, kreativ workshops, markeder eller blot ønsker at høre noget god musik, fortsætter hun.
Danmarks Største Drive-In Banko på stranden
Hvem får pladen fuld? Kør ned på Blokhus Strand, parkér bilen og indstil din bilradio på den rette frekvens, når den legendariske bankovært Peter Skram lader tallene rulle. – Vi er stolte over denne sjove event. Får du banko? Så dyt og blink med lygterne, og afvent din præmieseddel, som du senere kan indløse. Parkering starter fra kl. 12.00 søndag d. 15 oktober, siger Jannie med et smil.
Den aktive børneferie
Der er særligt fokus på børnefamilier i efterårsferien, med mange sjove og aktive oplevelser for både store og små. Jon fra Alene i Vildmarken sætter overlevelse i vildmarken på skoleskemaet, når han inviterer børnefamilier med en tur i skoven lørdag d. 14. oktober. – Der vil være rig mulighed for at lære at lave bål, indsamle mad samt bygge en shelter. Der er selvfølgelig mulighed for kvalitetstid med familien, når der bliver fortalt røverhistorier rundt om bålet, forklarer Jannie.
Gå heller ikke glip af Fun Dag i teltet. Lørdag d. 21. oktober vil teltet på Blokhus Torv nemlig blive forvandlet til et børneparadis med aktiviteter som NERF-krig, sumobrydning, promillespil, fun animals, lowrider og meget mere. – Der er også streetsport på programmet, når den superseje Freestyle instruktør vil vise alle sine boldtricks og jongleringer, og måske kan du være heldig at lære et trick eller to, forsikrer Jannie. Parkourmanden vil vise, hvordan Blokhus by også kan være en fed parkourbane tirsdag d. 17. oktober, når han holder åben workshop for alle interesserede børn og unge. Måske er der også en ninja gemt i dig?
Tasty torsdag på torvet
Torsdag d. 19. oktober, vil der dagen igennem vil der være fokus på de gode smagsoplevelser. – Mød de lokale restauratører, lav dit eget urtesalt, spis vild-mad med Jon fra Alene i Vildmarken og stift bekendtskab til lokaleråvarer og lade dig friste af lækre smagsprøver, siger Jannie.
Blokhusklassikerne
Traditionen tro vil skattejagten: ”Den heldige kartoffel” også være at finde på programmet. 100 nummererede kartofler vil blive fordelt ud i området. Finder man en kartoffel kan den indleveres på turistbureauet til en præmie. – Det er også en klassiker, når Dagli’ Brugsen Blokhus inviterer til græskarudskæring i det store telt og senere på ugen sparker 100 bolde ud fra taget på Torvet – hvoraf der er præmier i halvdelen., afslutter Jannie.
Husk også hønsebingo, kreativ workshop, høstmarked og meget, meget mere når Erhvervsforeningen byder på efterårsfestival i Destination Blokhus. Læs meget mere om de forskellige events på bl.a. facebook