Kulminationen på et længerevarende arbejde nærmer sig sin afslutning.
Det ikoniske sømærke, som er et af byens stærkeste symboler og kendt vartegn ved Vesterhavet, skal nu udskiftes.
Mandag 23. juni tages det gamle sømærke ned og tirsdag den 24. juni bliver dagen, hvor det nye, flotte sømærke løftes på plads. Udskiftningen markerer både afslutningen på en æra og begyndelsen på en ny.
Sømærket har i generationer stået som pejlemærke på toppen af klitterne i Blokhus og har altid været et samlingspunkt for både lokale og besøgende.

Det er Blokhus Fonden, der har været dybt involveret i projektet, og igennem flere år har arbejdet med at sikre byens vartegn.
Borgmester i Jammerbugt Kommune og formand i Blokhus Fonden, Mogens Christen Gade fortæller, at projektet har været en nødvendighed idet der igennem længere tid været frygt for, at det ville styrte i havet i takt med at bølgerne æder sig ind i klitterne.
Det har også været nødvendigt at bygge et nyt sømærke, da det eksisterende fra 2006 var meget slidt. Men selvom det er knap 20 år siden han sidst var med til at indvie sømærket, så mener han alligevel ikke at der skal et nyt til om 20 år igen. -Det bliver ikke i vores tid, fastslår han.
Lige nu har håndværkerne med byggefirmaet Keld & Johs i spidsen travlt, og der arbejdes intenst med at bygge sømærket, som foregår nede på stranden. Samtidig er der etableret en boardwalk fra Fiskernes hus og op til en solnedgangsplads, hvor det nye sømærke skal placeres i sikker afstand fra at styrte i havet i fremtiden.

Et stærkt samarbejde
Blokhus Sømærke er betydningsfuldt for områdets historie og identitet.
-Det er klart at hele formålet har været sikre den autencitet og historie, som sømærket er et udtryk for. Sammen med redningsstationen, som blev opført i 2009, er de begge med til at understøtte det, siger Mogens Christen Gade, og nu kan han så sammen med bestyrelsen og de øvrige samarbejdspartnere glæde sig over at missionen er fuldført:
-Vi er da stolte over at være i mål. Det har været en lang proces, og det skal da ikke være en hemmelighed at det har været hårdt arbejde at få alle tilladelser på plads forud en realisering. Men generelt har der været en positiv dialog hele vejen rundt blandt de involverede parter herunder også med Kystdirektoratet og de nærmeste naboer.
Derudover fremhæver han også, at der generelt har været velvilje til at støtte økonomisk, som også har været en nødvendighed for at nå i mål.
Projektet har kostet i omegnen af 2 millioner kroner, og midlerne er rejst via en række sponsorer bl.a. Jammerbugt Kommune, Hune Blokhus Borgerforening og fonde. Samtidig har Blokhus Fonden udgivet en bog med flotte billeder fra Blokhus. En bog, der også skal være med til at generere midler til projektet. Bogen sælges både i Spar og Kalstrup i Blokhus.
Program officiel indvielse af Blokhus Sømærke
Den officielle indvielse af Blokhus Sømærke finder sted lørdag den 28. juni på Blokhus Strand.
Kl. 14.30 Jammerbugt Garden spiller og marcherer fra Mølleplads/busstationen til Blokhus strand
Kl. 15.00 Officiel indvielse og tale v/borgmester i Jammerbugt Kommune og formand i Blokhus Fonden, Mogens Christen Gade
Kl. 15.15 Koncert med Urban Crooners (Musikalsk underholdning m. flerstemmige evergreens)
Kl. 15.15 Salg af Blokhus Bogen
Arr: Blokhus Fonden
Der tages forbehold for ændringer og tilpasninger programmet.




