Blokhus

Råvaremarkedet i Blokhus vender retur

Hyggelig stemning under de store markedsparasollerne

Sommeren igennem danner Blokhus Torv igen i år rammen om det traditionsrige og populære råvaremarked, som afholdes hver tirsdag kl. 10.00 – 14.00 fra den 1. juli til 12. august. Markedet arrangeres af Hune-Blokhus Borgerforening og har gennem årene udviklet sig til en af sommerens faste og utrolig velbesøgte begivenheder – både for områdets gæster og lokale borgere.

Knap 40 boder er fordelt ud over hele torvet, og de summer af liv. Der er noget for både smagsløg og sanser og der breder sig en hyggelig stemning straks boderne åbner. Under parasollerne deles både smagsprøver og gode historier.

Du kan gå på opdagelse blandt et stort udvalg af friskopgravede grønsager, flotte bær, lokal brygget øl, spiritus, saft og marmelader. Derudover findes et udvalg af oste, pølser, brød og friske fisk, og i år er markedet også udvidet med vin og diverse specialolier.

Men det er ikke kun spiselige oplevelser på markedet, for du kan også se nærmere på forskelligt kunsthåndværk, hvor flere keramikere og kunstnere har fået øjnene op for det populære marked i Blokhus.

Et marked med stor betydning

Hune-Blokhus Borgerforening har stået bag råvaremarkedet i mere end 15 år, og formand Poul Andersen har været med til at arrangere det i mange år. Han glæder sig over den udvikling, arrangementet har gennemgået:

– Det er dejligt, at vi som forening kan være med til at skabe opmærksomhed omkring vores område og samtidig give både lokale og turister en god oplevelse og anledning til at besøge Blokhus.

Foreningen oplever, hvordan markedet skaber synergi til øvrige erhvervsdrivende, og vi får mange positive tilbagemeldinger fra både udstillere og besøgende. -Det giver motivation til at fortsætte og muligheden for at udvikle flere aktiviteter.

Hune-Blokhus Borgerforening tæller omkring 400 medlemmer, og råvaremarkedet er med til at sikre en sund økonomi, der giver mulighed for at støtte andre lokale initiativer. For nylig stod foreningen blandt andet bag sankthansfejringen, hvor der er stor lokal opbakning blandt borgerne i Hune.

Læs om fantastiske oplevelser og events