Blokhus

Sømændene går i land

Klar til årets store sommerfinale

Torsdag den 31. juli bliver en aften, du ikke vil gå glip af, når Sømændene igen går i land i Blokhus og afslutter sommerens torsdagskoncerter med et brag af en fest.

For mange vil det sikkert være et glædeligt gensyn med Sømændene, som efterhånden er blevet en fast del af det årlige musikprogram i Blokhus. Så selvfølgelig er de også at finde på plakaten i år, oplyser eventansvarlig i Destination Blokhus Jannie Ratke.

Kl. 20.30 indtager det festlige 9 mands orkester scenen på torvet og lover højt humør, fællessang og farverig konfetti, som kun de kan levere det. Med klassikere som “Alle sømænd er glade for piger”, “Mandalay” og “En træt gammel dreng” er der garanti for, at både stemmebånd og dansegulv bliver flittigt brugt.

Romhandleren sørger for opvarmningen

Inden Sømændene indtager scenen med fest og farver, sørger Romhandleren for at fyre godt og grundigt op under publikum med masser af power og energifyldt livemusik, når de går på scenen kl. 19.00.
De rutinerede musikere er kendte for at blande nye og gamle favoritter i et festfyrværkeri af et show, og de ved præcis, hvordan man får publikum med fra første tone.

Erhvervsforeningen Destination Blokhus som står bag koncerterne tilføjer: -Romhandleren er et kendt navn i Blokhus, og var også på scenen sidste år. De kan – som ingen andre – sætte gang i festen med deres høje energiniveau.

Støt lokalt

Torsdagskoncerterne er stadig gratis at opleve, men du har mulighed for at støtte arrangementet ved at købe et støttemærke til 50 kr. ved indgangen. Indtægterne går ubeskåret til at dække de mange udgifter, der er forbundet med at afholde koncerterne.
Derudover støtter man, når man handler i én af Erhvervsforeningens tre barer, hvor frivillige fra Team Blokhus står bag hanerne og sørger for kolde drikke. Sidste år viste publikum stor opbakning, og arrangørerne håber på samme flotte støtte i år, så traditionen med musik i sommerlandet kan fortsætte.

Lad hunden blive hjemme

Af hensyn til både hunde og mennesker opfordrer arrangørerne til, at hunde ikke medbringes til koncerterne, da lydniveauet kan være meget højt og folkemængden tæt.

Stor tak til samarbejdspartnere

Erhvervsforeningen Destination Blokhus retter en stor tak til det lokale erhvervsliv, Sparekassen Danmark Fonden Hvetbo, Feriepartner Oplevelsespulje, Sol og Strand Puljen, Unibrew, Blokhus Grundejerforening, Jammerbugt Kommune – samt det uundværlige frivilligkorps Team Blokhus, som igen i år skaber en festlig ramme omkring koncerterne.

Læs om fantastiske oplevelser og events