Blokhus

Årets sats førte til rekord

 | FOTO: Louise Reetz
Sikken en fest med tusindvis af koncertgæster i Blokhus

Sommeren er ved at ebbe ud, og arrangørerne af de gratis torsdagskoncerter i Blokhus kan se tilbage på en sæson, der har overgået alle forventninger.

-Det har været helt fantastisk, lyder det fra eventansvarlig i Erhvervsforeningen Destination Blokhus, Jannie Ratke.

Et stærkt koncertprogram førte igen i år til at gæsterne strømmede til feriebyen. -Vi har ikke tæller på og entréen er jo gratis, så vi ved ikke præcis hvor mange der har været. Men det er tusindvis, fastslår hun.

Bellami og Lune Carlsen åbnede koncertrækken 3. juli skarpt fulgt op af Die Herren, Kato, Halberg & Friends og til sidst – i uge 31 – Sømændene.

Årets store sats

Kato i uge 29 – sprængte rammerne og viste at et kunstnernavn, der henvender sig til en yngre målgruppe, kunne slå alle publikumsrekorder. Torvet var fyldt til bristepunktet. -Vi var lidt spændte på, hvordan det ville blive modtaget, men stemningen var i top og det viste sig at være en fuldtræffer – især blandt det yngre publikum, fortæller Jannie Ratke, som samtidig løfter sløret for, at et lignende navn er i spil til uge 29 i 2026.

Men det er ikke kun gode artister, der er grundstenene til en succes. Også det lune sommervejr har haft positiv indflydelse på antallet af koncertgængere:

– Når et stærkt band på scenen møder solen fra en skyfri himmel, så er der skabt en vinder. Til 4 ud af 5 koncerter har vi haft et fantastisk vejr, og det betyder både ekstra feststemte gæster og et godt ølsalg, siger hun med et smil.  

Samtidig bliver der i samme åndedrag slået fast, at succesen ikke kun skyldes artister og vejret, men også den uvurderlige støtte fra en lang række sponsorer, salg af støttemærker og den hær af ihærdige frivillige, der hver torsdag møder op fra morgen til aften og får det hele til at løbe gnidningsfrit. Jannie Ratke understreger afslutningsvis: -Det er summen af det hele, der gør, at vi kan afholde de gratis koncerter år efter år.

Læs om fantastiske oplevelser og events