Zombier, havhekse, heldige kartofler og kæmper i middelalderrustning var blot nogle af de oplevelser, der satte kulør på årets Efterårsfestival i Blokhus, arrangeret af Erhvervsforeningen Destination Blokhus. Med et bredt program indeholdende over 100 familievenlige aktiviteter, udarbejdet i samarbejde med områdets erhverv, lykkedes det endnu engang at tiltrække et rekordstort antal gæster til feriebyen.



Mange vælger Blokhus som feriemål i efterårsferien netop på grund af de mange oplevelser, og det kunne tydeligt mærkes i gadebilledet. Sammenholdt med besøgstallet til de mange aktiviteter er det godt udtryk for at området har formået at forlænge sæsonen og synliggøre at Blokhus er værd at besøge – selv på en oktoberdag.
Både lokale, turister, arrangører og frivillige kan derfor se tilbage på en vellykket uge fyldt med liv, sol og glade gæster.
– Det flotte efterårsvejr i uge 42 og det mangfoldige program skabte en fantastisk fest, fortæller eventansvarlig i Destination Blokhus, Jannie Ratke.
Hun glæder sig over den store tilslutning:
– Vi er meget taknemmelige for, at så mange deltog i årets festival og nød de mange aktiviteter i det skønneste efterårsvejr. Det hele blev afviklet perfekt – ikke mindst takket være de mange engagerede frivillige. Vi glæder os allerede til næste års efterårsfestival.
Flere af aktiviteterne trak fulde huse – især familieløbene. Både Havhekseløbet og Zombie Run måtte melde udsolgt inden start, og nyheden Middelalderkampe under temaet ”Den store smadredag” blev et hit blandt børn og barnlige sjæle. Også det børnevenlige wrestlingshow trak mange tilskuere, og billetterne var revet væk.


Markeder og musik skabte liv på torvet
Festivalen bød desuden på hele tre markeder. Det traditionsrige Høstmarked, arrangeret af Hune-Blokhus Borgerforening, var igen en publikumssucces. Torvet summede af liv, mens gæsterne gik på opdagelse blandt lokale råvarer, specialiteter og kunsthåndværk.
Også Legetøjsmarkedet og Kunstmarkedet trak mange besøgende til, og stemningen blev løftet yderligere, da Aalborg Cirkusskole lavede akrobatik i luften over Blokhus Torv og House of Dance leverede et energifyldt danseshow.
Den store opbakning understreger endnu engang, at Blokhus står stærkt som familievenlig efterårsdestination.








