Lørdag 26. april var interesserede gæster indbudt til den officielle åbningsindvielse, og mange var mødt op i det flotte forårsvejr. Kanonsalut fra Blokhus Kanonlaug kickstartede dagen, og Jammerbugt Garden supplerede med musik inden festlighederne fortsatte indenfor i parken. Indehaver John Andersen bød velkommen, og borgmester i Jammerbugt Kommune, Mogens Christen Gade, holdt en velkomsttale. Han fortalte blandt andet, at han ser frem til Sandskulpturfestivalen hvert år, og hvordan åbningen igennem en lang årrække har været en markering af starten på sommeren. Efterfølgende fyldte Jammerbugt Garden parken med musik og sammen med Blokhus Kanonlaug marcherede de rundt i parken samtidig med at gæsterne kunne opleve de flotte kunstværker.
Sandskulpturfestivalen har igennem en lang årrække været en fast del af oplevelserne i Blokhus. Hvert forår tages der hul på en ny udstilling, hvor internationale sandskulptører forud for åbningen har udformet de imponerende meterhøje sandskulpturer. Forskellige temaer har dannet rammerne for hver udstilling og i år er det Junglens Dyr, der kan opleves i den 20.000 m2 store blomsterpark.
Anmelderroste Wonderland
Udover de flotte sandskulpturer kan Kirsty Mitchells sensationelle fotoudstilling ”Wonderland” opleves i parken. “Wonderland” er ikke bare en samling billeder. Det er en dyb personlig og bevægende fortælling om sorg, hvor Kirsty Mitchell mistede sin mor og fandt trøst igennem kreativiteten. Den imponerende og anmelderroste fotoserie “Wonderland” har betaget gæster verden rundt og det er helt unikt, at den kan opleves i Blokhus, forklarer John Andersen
Arkadegalleri og Park Café
I Arkadegalleriet kunne gæsterne trække indenfor og gå på opdagelse blandt de mange flotte kunstværker udformet i keramik, glas, malerier, strik og læder – udstillet af 30 forskellige kunsthåndværkere. De bemander selv galleriet, og alle værker kan købes.
Der var også mulighed for at tage en pause i Park Caféen, som byder på små lækre anretninger og hjemmelavede kager. I caféen er hylderne også fyldte med lækre specialiteter, te, vine, olier og spiritus, og der er masser af gode muligheder for at fylde poserne og tage smagen med hjem.
Skulpturparken, Arkadegalleriet og Parkcaféen er åben tirsdag-søndag 10-17.