Aabybro

Aabybro HK sluttede året med en gyser af en topkamp

Håndbold, Jyllandsserien herrer
IK 1919 Aalborg – Aabybro HK: 24-24 (11-11)

Aabybro HK sluttede året og halvsæsonen af med en topkamp på udebane mod IK 1919, og det blev en tæt affære med masser af fight og uro i spillet samt et spændende opgør, hvor der blev uddelt hele 3 røde kort.

Ustruktureret
Aabybro HK skulle bruge en sejr for at tage 1.pladsen fra værterne, men var med 10 minutter igen bagud 21-18.
– Det var meget ustruktureret, og begge hold fik et rødt kort hver, fortæller træner Erik Borup.
I slutningen af kampen var Aabybro HK bagud 24-23, men IK 1919 brændte en chance og Aabybro HK fik hurtigt bolden op til Kristian Jakobsen.
– Han blev så fuldstændig savet ned bagfra, og det gav endnu et rødt kort til IK 1919, og fordi vi var i sidste minut, skulle vi jo have et straffekast, fortæller Erik Borup.
Og på det scorede Casper Nesager og sikrede et point med et par sekunder igen.
– Set i det lys er vi tilfredse med at kunne tage hjem med det ene point og revanchere det store nederlag, vi fik hjemme mod IK 1919, siger Erik Borup.
– Spillerne skal have stor ros for aldrig at give op, selv om det undervejs så svært ud, men blev ved med at tro på det og fik slæbt det ene point hjem, siger Erik Borup.

Efteråret generelt
Generelt er han tilfreds med efterårets indsats.
– Vi har spillet en fin sæson, men har et for lavt bundniveau. Vi har spillet to dårlige halvlege, siger Erik Borup.
Han henviser til hjemmekampen mod IK 1919, hvor 1. halvleg blev tabt med 16-6 samt en halvleg mod bundholdet Svenstrup, som også betød et nederlag.
– Men ellers kan vi være tilfredse, selv om der stadig er meget at arbejde på, pointerer den rutinerede træner.
Med resultaterne fra puljens to kampe søndag eftermiddag endte Aabybro HK på en 3. plads og må se Aalborg HK samt IK 1919 tage hhv. 2 og 1 point med over til forårets kampe, hvor nedrykkede Aalborg Studenterne erstattes af Sæby HK.

Målscorere for Aabybro HK:

Casper Nesager: 8 (heraf 4 på straffekast)
Kristian Jakobsen: 6
Nicolai Holland: 3
Frederik Nielsen: 3
Erik Werner: 2
Emil Bach: 1
Nikolaj Levin: 1

Læs om fantastiske oplevelser og events