Fodbold, serie 1
Aabybro IF – Hjørring IF: 3-0 (1-0)
1-0 (28.)
2-0 (57.)
3-0 (90.)
Aabybro IF fik en godkendt start på sæsonen med en sikker sejr på 3-0 hjemme mod Hjørring IF.
– Det er et hold, som vi skal slå. Hvis ikke de har mere at komme med, end det her, så får de det svært i serie 1, siger Claus Thomasen, træner for Aabybro IF.
– Hvis vi havde været på 100 pct., så havde vi slået dem med meget større, tilføjer han.
Men Aabybro IF er endnu ikke helt i top med kondi og form.
– Derfor kunne vi heller ikke sætte vores presspil så godt, som vi gerne ville, men den manglende form er nok et problem for alle hold, siger Claus Thomasen.
Han er meget tilfreds med forsvarets indsats, og AaIF fik afvist alle tilløb til chancer, og Hjørring havde kun et par løse muligheder efter et par dødbolde.
– Det er altid godt, at holde målet rent, og så scorer vi 3 mål. Det er jeg tilfreds med, siger Claus Thomasen.
Scoringerne
Aabybro kom foran efter 28 minutter. Johan Foget drev bolden frem i højre siden, satte en mand og afleverede fladt indover, hvor Jonas Rasmussen dukkede op og pressede sig foran en modstander og fik scoret to meter fra målstregen.
Det blev 2-0 efter knap en times spil, da Daniel Christophersen fra bagkæden sendte Mads Emil Mogensen afsted med en friløber, og han udplacerede målmanden.
I overtiden nærmest kopierede Johan Foget og Jonas Rasmussen det første mål, så det blev til 3-0.
Aabybros bedste i kampen var Jonas Rasmussen.
Nye spillere
Op til denne sæson har Aabybro IF sagt farvel til Morten Eriksen, der er stoppet som spillende assistent for i stedet at være en ihærdig ungdomstræner i klubben med træning 5-6 dage om ugen. Desuden er Søren Præstegaard endnu ikke kommet i gang.
Samtidig har 1. holdstruppen med succes fået tilgang af fire 17-årige ungdomsspillere, som sidste år også var inde omkring serie 4.
– De har i flere år gjort det flot i ungdomsrækkerne og har ytret ønske om, at de gerne ville træne sammen med 1. holdstruppen. Det har de så gjort her i opstarten, siger Claus Thomassen.
Det er Christian Brander, Nikolaj Bach, Mads Larsen og Rasmus Vingaa.
– Og det er gået rigtig godt. Faktisk så godt at både Mads Larsen og Christian Brander startede inde mod Hjørring, fortæller Claus Thomasen.
Svær sæson
Han lægger ikke skjul på, at der venter en yderst spændende sæson, hvor der på grund af efterårets kaotiske afslutning på sæsonen som følge af nedlukningen blev suspenderet en hel del nedrykninger, ligesom der var flere oprykkere end vanligt. Derfor er der oprettet flere puljer, og det skal her i foråret atter normaliseres.
Det betyder, at helt op til 5 af rækkens 7 hold risikerer at rykke ud.
– Derfor er vores sæsonmålsætning helt klart også at blive mellem de to forreste, som er sikre på ikke at rykke ud, selv om vi ved, at det bliver svært, siger Claus Thomasen.