Aabybro

Aabybro Mejeri vinder stor pris

(Foto: Niels Henrik Lindhardt (midten) fra Aabybro Mejeri løb med prisen for Danmarks bedste is. Prisen blev overrakt af Anne Arhnung, administrerende direktør hos Landbrug & Fødevarer, og Steen Nørgaard Madsen, formand for Mejeriforeningen. Foto: MCH)

Egentlig skulle indehaveren af Aabybro Mejeri i Nordjylland, Niels Henrik Lindhardt, have fejret 30-års bryllupsdag med sin hustru, Alice.
Men han var tirsdag i sidste uge i Herning med en anden hjertenskær – mejeriets chokolade/orange-is, som deltog i International Dairy Contest i en konkurrence med næsten 1.000 mejeriprodukter.
Og pludselig blev Niels Henrik Lindhardt kaldt op på scenen og hædret som den ene af tre vindere, idet hans is løb med sejren i kategorien for konsum, der omfatter alle andre mejeriprodukter end smør og ost.
– Du må godt skrive, at jeg blev rørt. Sådan en dag savner jeg virkelig mine forældre. Jeg stod jo på den samme scene sammen med min far i 2008, da vi vandt den samme pris for en fromage, konstaterer Lindhardt med henvisning til faderen, mejerist Anker Lindhardt, der døde i 2018. 

Forhindret i 1985
I det hele taget har Niels Henrik Lindhardt vildt mange minder med sine forældre fra mejerimessen i Herning, som han har besøgt stort set hvert eneste år i sit nu 57-årige liv.
– De tog mig med i klapvogn første gang, da jeg var to år. Jeg tror kun, jeg siden da har misset messen en enkelt gang. I 1985, da jeg boede på Island og ikke kunne komme hjem på grund af dårligt vejr, husker han.
Om vinderisen med fløde, chokolade og appelsin fortæller Niels Henrik Lindhardt, at den er baseret på en skør idé, han fik i 1999. Han ville op til jul og nytår lave en islagkage, der indeholdt både chokolade, appelsin og champagne.
Det gjorde han så, hvorefter opskriften blev lagt i skuffen indtil 2015, hvor han kom i tanker om den og begyndte at lave isen igen, denne gang bare uden champagne.
– Vi har 23 is-varianter i alt , og den her ligger i min personlige top-3. Nej, det er nok top-2, siger den nordjyske mejerist, som ifølge eget udsagn spiser is hver eneste dag. 
– Kaffe, tobak og is skal jeg have hver dag, fastslår han.

Gratis bryllupsblomster
Dommerne, der udvalgte chokolade/orange-isen som Danmarks ypperste, gjorde det med en bemærkning om, at det er “is, når det er bedst”.
Og det er en melding, der i høj grad falder i Niels Henrik Lindhardts smag.
– Den passer for en vendelbo som mig. Ikke nogen overflødige ord, bare keep it simple, siger han.
– Under alle omstændigheder betyder den her anerkendelse rigtig meget for Aabybro Mejeri. De er stolte derhjemme på mejeriet, tilføjer han og kommer i den forbindelse i tanker om Alice, der i høj grad er med i den daglige drift.
– Ud over en Flora Danica-tallerken får man jo en buket blomster, når man vinder prisen. Så nu er jeg fri for selv at købe en blomst med hjem til hende. Buketten ligger ude i bilen.

Fra konkurrencen
Præmierne blev overrakt af formand for Mejeriforeningen Steen Nørgaard Madsen sammen med Anne Arhnung, administrerende direktør hos Landbrug & Fødevarer.
Steen Nørgard Madsen stod også for den officielle åbning af International Food Contest, og han glædede sig ikke uventet over, at branchen endelig kunne mødes igen.
i sin tale understregede han blandt andet, hvor dejligt det var at være tilbage efter coronapausen.
 -Coronaen har vendt op og ned på vores samfundsliv, og vi har vænnet os til, at møder er noget, der finder sted på en skærm. Men International Food Contest er ikke noget, man kan afvikle på en skærm.
– Heldigvis for det. Her er det personlige møde og samtalerne hen over smagsprøverne selve kernen i arrangementet. IFC er og bliver årets helt store branchetræf for alle, der på en eller anden måde arbejder professionelt med mælk eller mejeriprodukter, sagde formanden.
– Det er her, vi inspirerer hinanden på tværs af virksomheder og fagligheder. Det er her, vi vedligeholder kontakter og skaber nye netværk. IFC er en del af branchens fundament – det Danmarks ypperste mejeriprodukter blev tirsdag kåret og hyldet med manér, da International Dairy Contest afslørede tre vindere i MCH Messecenter Herning.
Tistrup Mejeri løb med hæderen i kategorien ‘Ost’ for mejeriets Danbo-ost. Dommerkomitéen lagde blandt andet vægt på, at osten havde en perfekt hulsætning, en flot gylden farve og en dejligt fast konsistens.
I kategorien for mælk løb Aabybro Mejeri med sejren for mejeriets Ryå Is med chokolade- og orangesmag, som dommerkomitéen kaldte “is når det er allerbedst”.
Og så blev Holstebro Mejeri igen-igen hædret for mejeriets Lurpak-smør, denne gang i 250 gram “butterbox”, som dommerne kaldte “verdensklasse” og roste for dens flotte pakning med gyldent smør, der smelter i munden.

Læs om fantastiske oplevelser og events