De mange specialbutikker i Aabybro gør klar til By Night, som finder sted torsdag 29. juli, og det bliver i en særlig udgave.
Forretningerne har nemlig skruet op for de mange gode tilbud, men Østergade bliver ikke spærret i år, som den ellers plejer.
– Det skyldes restriktionerne, og hvis vi spærre gaden af, kan vi ikke overholde dem. Derfor går vi den sikre vej og holder stadig By Night og så giver vi den ekstra gas 10. september, hvor vi holder et nyt og meget stort arrangement, fortæller Thomas Sørensen, Expert TV & Radio, på vegne af Aabybro Handels- og Erhvervsforening.
Musik i byen
Selvfølgelig er der stadig masser af oplevelser at gå efter til By Night i Aabybro.
Bandet Montoya spiller i Aabybro Centret fra kl. 18.00, hvor også Lises populære Pølsevogn dukker op.
Der bliver spillet Jazz på Torvet i midtbyen, og begge steder kan der købes øl og vand.
Butikkerne holder åbent til kl. 21.00, og selv om det bliver en mere stille By Night, så er der stadig de samme gode tilbud.
– Til gengæld er vi helt klar 10. september, hvor der både vil være en stor koncert og festfyrværkeri, ligesom Østergade bliver spærret af, så vi kan holde en ordentlig By Night, når restriktionerne er fjernet, lover Thomas Sørensen.