Traditionen tro skal årets iværksætter kåres. Det er Erhvervsforeningen Jammerbugt i samarbejde med Vækst Jammerbugt, der står for udnævnelsen, som foregår tirsdag 21. november på Hotel Klitrosen i Slettestrand.
Nu er der blevet sat navn på dette års tre kandidater, som er Carnhed´s Corner i Brovst, H. Roelsgaard Tømrer & Gulvservice fra Klim ved Fjerritslev og Rødhus Café & Isbar.
Sidstnævnte var også en af de tre nominerede sidste år, men der var det tømrerfirmaet Jonas Rødbro, der i sidste ende løb med prisen.
Kriterier for udvælgelse
For at komme i betragtning til at modtage prisen er der defineret en række kriterier. Forud har det været muligt for alle at indstille relevante kandidater, men det er Erhvervsforeningen Jammerbugt i samarbejde med Vækst Jammerbugt, der udvælger de endelige finalister.
De fortæller videre, at prisen går til en iværksættervirksomhed, der på kort tid har udvist bemærkelsesværdig vilje og evne til vækst.
Kriterierne for at komme i betragtning er, at iværksættervirksomheden har været i drift i mindst 1 år og er højst 4 år gammel. Succesen kan vurderes i forhold til omsætning, beskæftigelseseffekt, udvikling, idé, initiativ, perspektiv på sigt og et krav om dokumenteret positiv drift.
-Vi ønsker at sætte fokus på iværksætteri og hylde lysten til at blive iværksætter, udtaler Lars Kronborg, Erhvervs- og iværksætterkonsulent hos Vækst Jammerbugt. -Iværksætteriet er vigtigt i Jammerbugt Kommune og det er værd at anerkende og give et skulderklap til de, der lykkedes med at skabe en forretning. Derudover kan de også være et forbillede og med til at inspirere andre til at starte en forretning.