Alle byer

Klarborgs årsnisser fejrer 25-års jubilæum

Et unikt samlerobjekt der går i arv i generationer

Etly Klarborgs små hjertevarme nisser fortsætter med at sprede glæde og eventyr, og i år fejrer Etly Klarborg 25 år med sine elskede Årsnisser

-Det er med stor glæde og taknemmelighed, at mine Årsnisser nu har spredt hygge, eventyr og julestemning i 25 år. De har gennem årene bragt juleglæde, magi, hygge og spilopper ind i folks hjem, fortæller Etly Klarborg.

De går lige ind i folks hjerter med små nissetræsko på, charmerer sig ind hos folk i alle aldre og giver glæde og hygge til en mørk og kold december, og i julen – ja måske endda fra november og et godt stykke ind i januar. Mange fortæller mig, at de finder dem frem i november måned for at have glæde af dem så længe som muligt, og nye kommer selvfølgelig også til hvert år.

Et unikt samlerobjekt

Årsnisserne har været en del af Klarborg kollektionen siden år 2000. Tanken bag hele konceptet var at skabe et unikt design, som man kunne samle på. Et design, der kunne leve videre i mange generationer. Det er en mission, der er lykkedes for den dag i dag oplever virksomheden hvordan Klarborg designs går i arv og foræres til børn og børnebørn.

-Det varmer vores hjerter, når vi hører, at en person har arvet flere nisser, som nu står og pynter i deres hjem til jul, udtaler Etly Klarborg.

Siden da har Etly skabt et nyt sæt hvert år, som er blevet et samleobjekt for mange. Hvert sæt har sine egne finurlige personligheder, udtryk og små detaljer, der gør dem helt unikke. Hvert sæt bringer sin egen charme og historie med sig, og de små figurer har en særlig evne til at sprede glæde og varme i ethvert hjem. Hvert år venter samlerne i spænding på afsløringen af det nye sæt årsnisser.

Min barndoms jul

For Etly Klarborg har juleglæde, eventyr, fantasi og nisser altid været en del af hende – lige siden hun var en lille pige, og det takker hun sin mor Sonja for. Hun pyntede flot op og lavede hjemmelavede juledekorationer med stearinlys, gran og naturens pynt. Hun bagte julekager og klejner og brugte meget tid på at gøre julen magisk for Etly og hendes bror Peter. Disse traditioner har fået fantasien til at blomstre i Etlys bevidsthed og har været med til at skabe Klarborg Universet, som vi kender det i dag.

-Det er hende, jeg kan takke for, at min fantasi og kreativitet er så livlig og god. Hun fortalte altid om nisserne og om, hvad de lavede i juletiden. Min barndoms jul var et sandt eventyr med nisser på loftet, som lavede nisseløjer og julemagi om natten.

Min fantasi og barnlige sjæl har jeg aldrig mistet; det er den, der fortsat tryller de små nisser frem i mine hænder, og det er jeg evigt taknemmelig for. I nissernes selskab glemmer jeg tid og sted, og de små nisser popper stadig frem i mit hoved, både dag og nat.

Det er fantastisk at kunne bringe julehygge, eventyr, fantasi og nisser ind i folks hjerter og hjem. Når nisserne er på plads i hjemmene, starter magien og julehyggen vinder frem.
-Rigtig glædelig jul til jer alle – og husk at tro på nisser, det gør jeg.

Kærlig julehilsen fra nissernes mor, Etly Klarborg.

Læs om fantastiske oplevelser og events