Blokhus

Ægte vikinger i Skulpturparken Blokhus

Historieformidling, håndværk, boder og oplevelser

I weekenden den 1.–3. august bliver Skulpturparken i Blokhus en levende vikingelandsby. Teltene bliver slået op, bålene tændes, og der bliver liv og aktivitet i hele parken, når Aggersborg Trællene og deres vikingevenner rykker ind med deres vikingebåde, boder, værksteder og fortællinger.
Bag arrangementet står Lone Heidelbach, der også driver forretningen Lifestyle Shopping & Dejavu Retro i tilknytning til Skulpturparken. Hun har ladet sig inspirere af parkens tidligere temaer, hvor vikinger nogle år tilbage har dannet motiv til både sandskulpturfestivalen og den aktuelle træskulpturfestival. Flere meterhøje træskulpturer af vikinger står stadig og troner mellem blomster og kunstværker, og den visuelle ramme har derfor skabt grobund for et arrangement, hvor historien ikke blot kan ses, men også mærkes, smages og opleves.

-Det var helt tilfældigt, vi fik kontakt til vikingerne fra Aggersborg. De var på besøg her i huset, og så fik vi skabt en aftale. Og for at gøre det hele endnu sjovere, så har både Frank og jeg faktisk fået syet vikingekostumer, så vi bliver også selv en del af det hele, fortæller Lone Heidelbach.

Vikingebåde og værksteder

Vikingeweekenden bliver en levende og sanselig oplevelse for hele familien. Børn og voksne kan se frem til en stemningsfuld rejse tilbage til vikingetiden, hvor der bliver fortalt, smedet, optrådt og eksperimenteret med gamle håndværk og traditioner. Gæsterne kan blandt andet møde smeden, skomageren, bådebyggerne og munken – alle i autentiske dragter og omgivelser. De fortæller og demonstrerer, hvordan man levede, arbejdede og rejste i vikingetiden.

Undervejs vil også vølven træde frem og give et indblik i sin rolle og betydning i datidens tro og samfund. Der bliver gang i gøglet, når Gøgler Max optræder for både børn og voksne, og falkoneren skaber stor begejstring med sit imponerende rovfugleshow. Publikum kan samtidig overvære våbendemonstrationer og få en introduktion til vikingernes kampteknik af de tilstedeværende krigere.

Mad og drikke spiller naturligvis også en rolle i oplevelsen. I løbet af dagen vil der være mulighed for at få smagsprøver fra vikingetidens køkken, og både mjødmanden og ølmanden står klar med kolde drikke, mens duften af røg fra bålet og bagværk breder sig over området. -Der bliver både mulighed for at købe varer og en pakke med råvarer og opskrift, så man selv kan gøre dem kunsten efter derhjemme, fortæller Lone Heidelbach.

Rundt omkring i lejren vil hornmagere, læderhåndværkere og andre formidlere være i fuld gang med at vise deres kunnen og fortælle historier fra dengang, vikingerne herskede over både land og hav.

Der vil desuden være vikingelege, konkurrencer og aktiviteter for både store og små, og i løbet af dagene vil foredrag og fortællinger give dybere indsigt i livet i vikingetiden.

Skulpturparken skaber med dette arrangement en unik ramme for et historisk univers midt i det moderne Blokhus. Man behøver hverken skjold eller sværd for at være med – kun nysgerrighed og godt humør, slutter arrangøren.

Læs om fantastiske oplevelser og events