– Anderæs har været i gang siden d. 1. juni, men efter Sankt Hans sidste uge, starter sæsonen for alvor op. Vi kan garantere, at der igen i år er masser af plads til sjov i bækken. Så selvfølgelig tager vi endnu en sæson, fortæller Jens Haugaard fra Blokhus Baadlaug til Blokhus avis.
Anderæs er en tilbagevendende begivenhed, der, når vejret tillader det, skaber masser af glade børnegrin hele vejen fra Fiskernes Hus – og helt ned til målområdet på stranden – via bækken.
Masser af leg
– Det behøver ikke altid være stort og skørt, for at børnene synes det er sjovt. Her leger vi, og vind og vejr er nok i lige så høj grad med til at bestemme udfaldet af anderæset, som at ænderne selv bestemmer. Og derfor kan hele familien være med. Vi har rigtig mange norske og svenske turister, som i begyndelsen kigger med betænkelighed ned på bækken og de spraglede ænder, men det er mange også dem, der står og jubler højest, når deres ænder ligger i front, smiler Jens.
Der er anderæs hver dag frem til d. 31. august – med indskrivning til ræset kl. 13.00 og kl. 14.00 sættes ænderne til at konkurrere i bækken.
– Vejret kan nogle gange drille lidt, så hold øje med infoskiltet hos Fiskernes Hus der ligger på venstre hånd, når man kommer ned på Blokhus Strand. Og har man en børnefødselsdag eller andet lignende arrangement, kan man altid henvende sig, for at høre om vi kunne hjælpe med et ræs eller to i den forbindelse, afslutter han.
Rap-rap-reglerne:
Anderæs går ud på, at man køber en plastikand ved Fiskernes Hus. Alle ænderne er nummererede. Ens nummer og navn noteres, hvorefter alle ænderne hældes ud på samme tid i Blokhus bæk – lige ved broen ud for Fiskernes Hus.
Nu er det så med at krydse fingre, for ænderne ”svømmer” i hastigt tempo ned mod stranden, hvor der er opsat et målområde. De tre ænder, der kommer først over målstregen, har vundet.
Anderæset skaber altid fest og stemning når både børn og voksne med spænding følger deres and, og der heppes og råbes til den store guldmedalje.
Det koster 25 kr. at være med i anderæset.