I restauranten på Løkken Badehotel kan du ikke alene få en udsøgt spiseoplevelse, men det er også med stolthed i stemmen at restaurantchef Michael Larsen for 18. år i træk byder indenfor i den autentiske kulisse, som det historiske badehotel netop står for.
Her midt på torvet i den populære ferieby, og med Vesterhavet som nærmeste nabo, kan du opleve spændende gastronomi, som er en fusion af traditionelle danske retter og moderne køkkenkunst med et fransk touch.
Kreativitet og sæsonbaseret råvarer
-Vi bor lige op ad Vesterhavet, og derfor er det også oplagt, at fisken er en fast del af vores menuer. Vi tilbyder altid dagens fisk, som er landet i Hirtshals, og så vidt det er muligt i forhold til sæson, er de lokale råvarer også implementeret i retterne. Gæsterne kan også nyde både muslinger, rødspætter og hellefisk kreeret af de dygtige kokke, fortæller Michael Larsen. Vi ryger selv hellefisken, som bl.a. bruges på vores stjerneskud, supplerer han.
Udover delikate fiskeretter fanget i Vesterhavet er der også saftige bøffer af dansk kødkvæg på menuen, og der er altid noget for enhver smag.
Det historiske miljø
Det idylliske badehotel, hvis historie går helt tilbage til 1895, ligger centralt på byens torv, og den helt særlige atmosfære indbyder til en unik spiseoplevelse. Terrassen er også populær, hvor mange holder en pause og nyder udsigten til bylivet.
Teamet, der står klar til at servicere gæsterne tæller lige fra 20-50 medarbejdere, fortæller Michael Larsen, og de gør altid deres ypperste for at servicere og give gæsterne en helt særlig oplevelse, når de besøger Løkken.
I påsken tilbyder restauranten en særlig 3-retters påskemenu og en påskeplatte. Derudover er der brunch hver dag samt lækkert kagebord 1. og 2. påskedag.