Ovenpå en succesrig sommersæson er Restaurant Nordstjernen nu klar til at tage fat på sensommerens nye tiltag.
Gæsterne i restauranten vil her i september blive præsenteret for et helt nyt koncept kaldet Baby & Brunch, fortæller Ann Cathrine Thorhauge, som ejer restauranten sammen med hendes mand Christoffer Hallager.
-Jeg tror alle småbørnsforældre kan nikke genkendende til, hvordan det nogle gange kan føles udfordrende at tage på restaurant sammen med de helt små babyer. Det betyder, at nogle måske helt afholder sig fra at gøre det af frygt for at blive set skævt til, og det synes vi her på stedet er lidt ærgerligt. Man skal ikke føle at man er til gene for nogen. Vi synes der mangler et sted her i området for den målgruppe, og derfor har vi udviklet det nye koncept, som vi glæder os til at præsentere.
Hun fortæller videre, at de er nybagte forældre, og hun holder for øjeblikket selv barsel for at passe den lille baby. De kan derfor sagtens sætte sig ind i problematikken og vil gerne imødegå den og sikre, at der er et sted, hvor babyerne er hjertelige velkommen og alle kan hygge sig.
Derfor inviterer de alle interesserede småbørnsforældre til Baby & Brunch 11. september kl. 9.30. For at promovere Blokhus-området en ekstra tand vil der blive udleveret goodie bags med produkter og rabatkuponer fra virksomheder i Blokhus og omegn.
Der bliver lejlighed til at tage til stranden og få taget fotos af den lokale, professionelle fotograf Lise Rødbro, som man kan få til gennemsyn og evt. købe efterfølgende.
-Vi glæder os til at afprøve det, siger Ann Cathrine Thorhauge. Det koster 219,- og man kan tilmelde sig ved at henvende sig til restauranten.
Tapasaftener og bioburgere
Nåede du ikke at prøve Nordstjernens tapasbuffet i sommer, så er det muligt igen her den 4. og 18. september.
Vi oplevede en meget stor efterspørgsel, så det var en stor succes og derfor gentager vi det. Vi tror, at gæsterne var glade for at prøve noget andet end det mere traditionelle, fortæller Ann Cathrine.
Et andet nyt september-initiativ er Bio & Burger, som restauranten også er ude med.
-Vi har en skøn biograf tæt på, og mange tager ud og spise inden turen går i biografen. Derfor vil vi gerne tilbyde en særlig Bioburger til 149,- her i september. Det er bl.a. for at bakke op lokalt og vise, at man faktisk ikke behøver at tage langt væk, for at få en dejlig biografoplevelse, forklarer Ann Cathrine Thorhauge.