Nyheder
imported

Bag Klitten: Michael Krause

En skøn klar frostdag møder vi Michael Krause, der de seneste 8 år har drevet "Lanternen" i Blokhus; et hyggeligt og autentisk sted, som iøvrigt er Blokhus ældste værtshus.

BAG KLITTEN

Michael Krause

Tekst: Trine Bjerg – Foto: Astrid Bjerg

En skøn klar frostdag møder vi Michael Krause, der de seneste 8 år har drevet "Lanternen" i Blokhus; et hyggeligt og autentisk sted, som iøvrigt er Blokhus ældste værtshus. Det er dog ikke altid ligget i kortene, at Krause skulle blive indehaver af sit eget sted på den nordjyske Vestkyst.

Berlin og udlængsel

Michael Krause er født og opvokset i Berlin, byen der efter 2. verdenskrig af de allierede blev opdelt i 4 sektorer og Krause voksede op i den amerikanske sektor og det betød blandt andet at han i skolen lærte engelsk, hvilket kom til at få betydning senere. Oprindeligt er han uddannet indenfor økonomi og var regnskabschef i Berlins største sightseeing firma, men på et tidspunkt gik det op for ham, at han ikke skulle være "bogholder", han ville ud blandt folk.

– Berlinerne havde en udlængsel, tænk på de havde været muret inde,  de rejste faktisk 3 gange så meget som andre tyskere, fortæller Krause og fortsætter – så jeg besluttede mig for at blive guide og så var det en fordel, at jeg kunne engelsk.

Livet som guide bragte ham til Sevilla, Andalusien, Mallorca og ikke mindst Østafrika, hvor han tilbragte 4 år i Kenya. Krause mindes selv årene som pragtfulde ikke mindst de talrige safarier, som han deltog i. I Østafrika nøjedes han dog ikke med at være guide, han blev også ansvarlig for at lave kontakter med europæiske turoperatører, der udbød rejser til området. Og så gik det, som det så ofte går (!) Han mødte en dansk pige, blev gift og fik børn, hvilket betød, at han i 1984 slog sig ned i Danmark.

Turismen og Blokhus

Krause havde ikke lyst til at slippe arbejdet indenfor turisme, så han kørte rundt og præsenterede sig og blev i første omgang ansat ved feriehusudlejningsbureauet Dansommer og senere fulgte Sol og  Strand, hvor han arbejde med marketing, annoncer eller sagt med hans egne ord "solgte Danmark". Og ingen tvivl om, at turistbranchen i årenes løb har nydt godt af hans enorme viden om turistbranchen i almindelighed og tyske turister i særdeleshed, der ifølge Krause er karakteristiske ved, at de altid rejser i egen bil, når de skal til Danmark.

Krause har i sine efterhånden mange år i Blokhus været med til at søsætte flere initiativer, ikke mindst informationsmøder for nyankommne turister og guidede ture i Blokhus, hvor han på sprudlende vis fortæller om  området, den danske kultur, det danske sprog og ikke mindst , da han har en stor interesse for historie, Blokhus udvikling igennem tiderne.

I flere år var Krause også formand for turistforeningen i den tidligere Pandrup Kommune, han drev Strandkiosken i Blokhus i 10 år og har i 25 år været med i Sankt Hans gruppen i Blokhus. – Jeg har i nu 25 år tændt bålet på Blokhus strand, fortæller han med et smil – og uanset hvordan vejret har været, så er det ind til nu altid lykkedes og jeg er imponeret over, hvor mange mennesker, der hvert år kommer til Blokhus til Sankt Hans.

Han har aldrig været bleg for at tage en udfordring op og en af de ting, han blandt andet har været med til at ændre i Blokhus er reglerne for, hvor længe man må have udendørs servering. – Den 30.09.11 havde vi den varmeste sommerdag i Blokhus og i følge reglerne måtte vi ikke længere have udendørs servering, så jeg tog kontakt til kommunen og snakkede med andre erhvervsdrivende i Blokhus, for hvad med efterårsferien? Reglerne er nu ændret, så vi må have udendørsservering hele året, hvilket er et stort plus for vores destination. Samtidig var det også medvirkende til opstarten af Erhversforeningen i Blokhus, en forening der i dag tæller langt over 100 medlemmer og som løfter et hav af opgaver i Blokhus året rundt.

 

 

Læs om fantastiske oplevelser og events